Fortsæt til indhold

Velux Fonden giver tilskud til ny båd

Skanderborg Roklub har købt en ny fire-årers inrigger. Og en ny to-årers inrigger.

Samfund
Arkiv

SKANDERBORG: Velux Fonden har gjort indkøbet af en ny båd til Skanderborg Roklub muligt med et tilskud på kr. 103.000. Båden er netop navngivet af administrerende direktør Kristian Justesen fra A/S Østbirk Bygningsindustri og Velterm A/S.
Resten af bådens samlede pris på kr. 173.000 har klubbens medlemmer skaffet ved at arbejde for Smukfest. Det er især de ældre roere, der har arbejdet med at lave parkeringsarealer ved festivalen de senere år.
Velux Fonden ønsker at tilskynde og opmuntre ældre mennesker til at realisere ønsket om at gøre en aktiv indsats for sig selv og andre. Fonden støtter videnskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål.
I Skanderborg Roklub er der mange aktive ældre. De er ikke kun aktive som roere, men i høj grad også som frivillige i bestyrelse, udvalg og som instruktører, samt når der skal arbejdes for at skaffe penge til at indkøbe nye både.
Kristian Justesen sagde i sin tale, at det var en fornøjelse at være repræsentant for Velux og dermed have været med til at realisere indkøbet. Han udtrykte stor anerkendelse af de mange aktive ældre i roklubben, der gør en aktiv indsats.
Båden fik navnet "Vrold Sø". Vrold Sø er en idyllisk og køn lille sø, som klubbens roere ofte ror ind i ved at ro under Jernbanebroen.
Skanderborg Roklub har desuden købt en ny to-årers inrigger.
Viceborgmester Frank Damgaard navngav båden, som er velegnet til instruktion af såvel unge som ældre. Den er også velegnet til daglig roning og langture i fremmed farvand.
Båden er indkøbt for midler, som klubbens medlemmer har samlet sammen i form af kontingenter, arbejde ved Smukfest og sponsoraftale med OK. Båden fik navnet "Skårup".
Den nye båd erstatter en anden båd, som er fra 1937.