TeamGym Djurs imponerede ved DM
TeamGym Djurs Minipige 1 vandt bronzemedaljer ved Danmarksmesterskaberne i Minipigerækken i helt ekstrem tæt konkurrence, hvor guld, sølv og bronze blev fordelt med absolut mindst mulig margin
GRENAA: De fire bedste danske minipigehold, der gennem Forbundsmesterskaberne havde kvalificeret sig til DM var pigerne fra TeamGym Greve, Bolbro Gymnasterne, TeamGym Djurs og GHG Herlev. Inden konkurrencen var forventningen blandt alle, at guld og sølv skulle fordeles mellem Greve og Bolbro, og at Djurspigerne skulle kæmpe om bronzemedaljerne med Herlev.
Det skulle dog vise sig, at blive en langt mere spændende konkurrence end det.
TeamGym Djurs leverede en super flot præstation på alle tre discipliner, og da pigerne fra Greve og Bolbro samtidig havde nogle dyre kiks, blev spændingen trukket helt ud til allersidste karakter kom på tavlen - Djurspigernes rytmekarakter.
Hele hallen ventede i spænding på, hvad Djurs-pigernes indsats på rytmegulvet ville indbringe. En rytmeserie, der i sit udtryk var meget magisk og kontroversiel i forhold til en traditionelle serie, og som nogle minutter inden havde fået hele hallen til at være helt stille og tilskuerne sad tavse og iagttog pigerne, mens de var på gulvet.
Til stor jubel blev pigerne blev belønnet med konkurrencens højeste rytmekarakter på 22,033 - en karakter, der resulterede i en samlet total score på 54,499 point.
Desværre var det lige nøjagtigt ikke nok til at lave dagens helt store overraskelse.
Guldmedaljen endte dermed hos Grevepigerne, der med kun 0,067 point mere end Djurspigerne kunne kalde sig Danmarksmestre. Sølvmedaljen gik til Bolbropigerne, der scorede sølle 0,017 point mere end Djurs, og konkurrenterne fra Herlev måtte indkassere fjerde pladsen mere end 5,5 point efter Djurspigerne.
De seje Minipiger kan nu se tilbage på en fantastisk sæson, hvor de er vendt hjem med medaljer fra hver eneste konkurrence, hvoraf to af dem også gav dem titlerne som henholdsvis jyske- og nordjyske mestre 2017.