Vivild Idrætsforening starter håndbold for udviklingshæmmede
VIVILD: Vivild Idrætsforening starter efter sommerferien håndbold for udviklingshæmmede. Det har kørt på forsøgsbasis fra påske og til nu med tilbud for 10 - 16-årige. Foreningen har haft ca. 12 glade og dygtige håndboldspillere med forskellige handicaps.
Det er været en rigtig god oplevelse for spillere og trænere og man har besluttet at fortsætte efter sommerferien og udvide helt ned til seks-års-alderen.
"Vivild håndbold STARZ" som holdet har døbt sig selv, er en del af Vivild håndbold og træner hver onsdag fra 16.30-17.30 på Vivild gymnastik- og idrætsefterskole.
Træningen arbejder med motorik, styrke, kondition og masser af leg med bold. Man forventer at skulle deltage i stævner og evt. den nye "Lykke-liga" som den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen har sat igang. Rikke Nielsen træner tilsvarende hold i Gistrup ved Ålborg og modtog DR's pris "Årets forbillede". Vivild Idrætsforening har haft to trænere til foredrag med Rikke Nielsen og har kontakt med hende om at mødes til træningskampe og udveksling af erfaringer og ideer.
- Vi glæder os rigtig meget til at fortsætte vores arbejde efter sommerferien og håber på både nye som tidligere håndboldspillere. Vi starter i uge 34, meddeler Anja Søgård-Sørensen fra foreningen.