Schøler glæder sig til sæsonen
HADSTEN: Den forgangne sæson bød på blandede følelser for Hadsten-backen, Kristina Schøler, men den endte ganske lykkeligt, og nu ser den hurtige bagspiller frem til en ny spændende sæson i Hadsten Håndbold.
- Sæsonen var fyldt med følelser. Da den startede, vidste jeg ikke, om jeg kom til at spille igen grundet min knæskade. Heldigvis endte det ikke som frygtet, men som ingen havde forudset. Det var en vild oplevelse at spille om oprykning, og en oplevelse vi gerne skulle gentage den kommende sæson. Jeg er utrolig stolt over, at jeg kunne være en lille del af den sidste sæson, og forhåbentlig kan jeg bidrage med en helt masse mere den kommende sæson, fortæller Schøler.
Cheftræner for Hadsten Håndbold Kent Ballegaard er glad for at Kristina Schøler fortsat er en del af truppen, og har store forventninger til hende.
- Hun er en meget tempofyldt spiller med en enorm fandenivoldskhed. En spiller der ikke er bange for at få blod på knæene, og en spiller man slår sig på. Det var rigtig glædeligt for mig, at hun nåede tilbage på banen i den forgangne sæson, siger Ballegaard, der har truppen på plads.