Fortsæt til indhold

Museumsdirektør modtog fornem pris

Direktør for Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, Britta Andersen, modtog Europa Nostras danske pris for sit arbejde med bevaring af kulturarven.

Samfund
Arkiv

Gammel Estrup: Direktør for Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, Britta Andersen, modtog 22. juni Europa Nostras danske pris for sit arbejde med bevaring af kulturarven. Prisen er en ærespris og blev overrakt af H.K.H. Prins Henrik og H.K.H. Prins Joachim på Kongeskibet Dannebrog.
Britta Andersen har siden år 2000 været museumsdirektør ved Gammel Estrup - Herregårdsmuseet. Hun har i sin tid ved museet etableret museet som landets førende herregårdsmuseum med moderne formidling og forskning af høj faglig kvalitet. Hun står således bag udstillinger i verdensklasse og en række nyskabende formidlingsprojekter ligesom hun er drivkraften i det nationalt og internationalt anerkendte Dansk Center for Herregårdsforskning, som blev oprettet på Gammel Estrup i 2004 med hende som bestyrelsesformand.
I sin tale i forbindelse med prisuddelingen sagde Britta Andersen blandt andet:
- Tusind tak for den flotte pris - og for den store ære, der på denne måde er blevet vist mig. Kulturarven - og herregårdene - som jeg har været så heldig at få lov til at beskæftige mig med i mit liv de seneste 17 år, har været noget, som jeg brænder for, og som jeg ikke har kunnet andet end gå op i med liv og sjæl. Jeg har endvidere haft det store privilegium at være omgivet af nogle fantastiske mennesker, som på alle måder har bidraget til det projekt, der hedder de danske herregårde - både bevaring, formidling og forskning i dem.
Europa Nostra er en nonprofit organisation, der værner om Europas kulturarv. Europa Nostras danske pris uddeles til en person eller organisation, der har udmærket sig ved at støtte kulturarven i Danmark.