Fortsæt til indhold

Ni anbefalinger om mere borgerinddragelse i Syddjurs

Udvalg er snart klar med konkrete anbefalinger til byrådet

Samfund
Arkiv

Det midlertidige udvalg Gentænk Borgerinddragelse er i fuld gang med at lægge sidste hånd på deres anbefalinger til byrådet. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

Gentænk Borgerinddragelse er et midlertidigt politisk udvalg med deltagelse af fem politikere og syv borgere. Udvalget startede deres arbejde i januar og deres anbefalinger skal drøftes i byrådets 21. juni.

Flere borgerudvalg

Udvalget afholdt tirsdag 16. maj deres sidste møde. Frem mod mødet har udvalget afholdt fire møder, hvor der er lavet research, hørt input fra forskere og andre kommuner, samt afholdt et borgermøde med 50 deltagere. På den baggrund har sekretær for udvalget, chef for borgerservice og digitalisering Eva Due, udarbejdet et udkast til ni anbefalinger, og det blev drøftet i deltaljer på det sidste møde.

“Vi er nu så langt, at vi drøfter vores konkrete anbefalinger. Det er utroligt spændende, og vi prøver at være så præcise som muligt, så byrådet kan tage vores anbefalinger til sig. Et af de bærende elementer er fortsat brug af midlertidige udvalg med deltagelse af borgere, såkaldte 17.4 udvalg. Personligt kan jeg sige, at det har været utroligt berigende og produktivt at arbejde i et sådant udvalg med både politikere, embedsmænd og borgere. Det giver simpelthen bare et godt fundament for arbejdet, når vi har den bredde”, siger formand for udvalget for Gentænk Borgerinddragelse Christian Haubuf i en pressemeddelelse.

Frem mod den politiske behandling på byrådsmødet 21. juni vil formand Christian Haubuf samle input til udkastet og justere det i samarbejde med sekretær Eva Due.