100 børn tæt på store asfaltmaskiner i Lisbjerg
Hvor mange meter asfalt kan en asfaltudlægger lægge i timen, hvad vejer en asfalttromle og hvornår er Lisbjerg Bygade klar til brug. Det var de svar, de fremmødte kunne få, da Center for Byens Anvendelse inviterede til asfaltarbejde og en snak om bygaden mandag formiddag.
Snart åbner den nye Lisbjerg Bygade med fortov, cykelsti, kørebane og letbanespor. I de kommende uger lægger man derfor sidste hånd på den nye vej, der kommer til at gå lige forbi Lisbjerg Skole.
Mandag begyndte asfaltarbejdet på Lisbjerg Bygade. Det betyder, at en karavane af store asfaltmaskiner rykker ind i skolens baghave. 100 SFO-børn fra Lisbjergskolen kiggede forbi og fik mulighed for at komme helt tæt på de store maskiner samt stille spørgsmål til asfaltarbejderne og kommunens projektleder.
Center for Byens Anvendelse havde sat en pavillon op på arealet mellem skolen og letbanestoppet Lisbjerg Skole, hvor der vil blev serveret saftevand og kage.
Det forventes, at gaden åbner med fortov, cykelsti, kørebane og letbanespor i uge 28.
ksa