Fortsæt til indhold

Velkommen til MekPek og en aften i Det Vilde Vesten

Familieaftenen i Rønde torsdag bliver en aften med Det Vilde Vesten som tema og med mange aktiviteter

Samfund
Af Martin Schultz

Hestevogn, skydeltelt, rodeotyr og guldgravere på Hovedgaden i Rønde.
Scenen er sat for en aften med det Vilde Vesten som tema, når Rønde Handelsstandsforening torsdag byder foråret velkommen med sin traditionelle Familieaften.
Selvom Rønde Handelsstandsforening sædvanligvis står sig på god fod med vejrguderne til sin Familieaften og Open by Night i juli, så er arrangementet i år ifølge den nye koordinator Henriette Husted flyttet lidt længere hen i maj for at være sikker på det gode vejr, som denne aften er så afhængig af.
“Denne aften har vi fokus på aktiviteter, som både børn og voksne kan have fornøjelse af, og vi håber på at se mange i Rønde torsdag aften. Forretningerne har som altid gode tilbud, og så prøver vi at skabe noget Western-stemning i byen,” siger Henriette Husted.
Som altid er Hovedgaden spærret af fra kl. 18 til kl. 21 ned til lyskrydset ved Lillerupvej, og den sædvanligvis så befærdede gade bliver til gågade for en stund. Trafikken bliver ledt udenom Hovedgaden via Frederiks Alleé og Birkevej, så passage gennem byen stadig er mulig.
Byens gæster indtager denne aften den bilfri Hovedgade, og der bliver mulighed for at sidde ned og spise og drikke flere steder. Rundt omkring bliver der aktiviteter, og man kan blandt blive kørt i hestevogn med tospand, prøve skydetelt, prøve balanceevnen på ryggen af en rodeotyr, se linedancere optræde, grave efter guld eller tage en tur i en hoppeborg.

Musikalsk spasmager

Som et særligt trækplaster bliver der levende musik på Markedspladsen udenfor KulturHotellet, hvor Hotelrådet har hyret den kendte musikalske spasmager MekPek til at underholde fra kl. 18.30 til 19.30. Han kommer til Rønde med sin trio MekPek, Søn & Onkel Tot.
MekPek behøver næppe nogen nærmere introduktion, for den aarhusianske entertainer forstår at skrue charmen på og har snart mange år på bagen i underholdningsbranchen. Han er ikke mindst kendt for sine børneshows. MekPek synger og spiller gulvbas og trompet og han tager sin søn Anton med på trommer og guitar, samt Onkel Tot, som er Mads Fogt fra Habbasutterne, på guitar og kor.
Børnene kan glæde sig til et show i børnehøjde med sange fra Åh Abe-pladerne og MekPeks egne CD-udgivelser.

Lokale blæsere

Inden MekPek og hans hold går på scenen, underholder Hugo Nørgaard og Storm Kleists børne-bigband Blæs & Rock fra kl. 18.00. Efter Mek Peks optræden er der kl. 19.30 koncert med Kulturskolens Bigband under ledelse af Storm Kleist med både børn og voksne på instrumenterne.
Bag musikken står Hotelrådet og Kulturskolen Syddjurs, og derfor må Bodega Kringlen denne aften vige pladsen. Men Kringlen stiller med en ganske særlig nyanskaffelse, en brandbil udstyret med fadølsanlæg, popcorn og slushice, og tænder den store grill med salg af kæmpepølser.
Kringlens musik starter denne gang indendørs kl. 20.30 med et band fra Mols.
“Og så bliver vi ellers ved med at feste indtil kl. 02.00, fordi det jo er Store Bededag dagen efter,” siger Annelise Dalgaard fra Kringlen.