Sommerdans på torvet
GRENAA: Det er sommer, og der bliver derfor også flere baller under åben himmel på pladsen foran Grenaa Rådhus. Her bliver lagt et rigtigt dansegulv, og der kommer både forskellige danseledere og spillemandsorkestre forbi.
Bl.a. fredag 23. juni kl. 15-17, hvor orkestret Maries Kiks optræder. Lørdag 24. juni kl. 11-13, er det Gerdas Drenge, der står for musikken. Begge orkestre kommer fra Aarhus, og består af musikere, som både spiller og leder dansene.
Der vil blive spillet op til en masse dansk folkedans, men også nogle nemme danse. Alle kan være med, og der er garanti for hjælpsomhed, grin, sved og polka. Fredag 30. juni og lørdag 1. juli bliver der også spillet op til bal med andre orkestre og danseledere. Fredag 7. og lørdag 8. juli sluttes der af for ballerne.
Bag arrangementet står Folkedanserforeningen FC Grenaa, og det bliver støttet som et udviklingsprojekt af Norddjurs Kommune.