Endnu en glad festival i Grundfør
Godt 600 personer deltog i dette års gladeste festival.
GRUNDFØR: Med bløde sofaer i flyderstørrelse og hyggelige hængekøjer blev Grundfør Festival en god oplevelse for de godt 600 deltagere, som traditionen tro den første lørdag i skoleferien nød både musik og godt selskab i anlægget bag Grundfør Forsamlingshus.
Modsat sidste år så holdt vejret trods truende skyer tørt, og solen varmede på tilskuerne, hvor langt de fleste var lokale. Flere af de optrædende var gengangere fra tidligere, blandt andet duoen Emilie og Nikolaj samt bandet Gas-bi-dua, som sluttede festen ved midnatstide. Nye på plakaten var bandet Blændværk, som med Jens Bolvig i front og rå rock-numre som blandt andet 'Dybblåt hav' sørgede for, at ingen faldt i søvn på pladsen midt på eftermiddagen.
Festivalen nød også i år godt af lokale sponsorers gavmildhed, så scenen var pyntet med orkideer fra Gartneriet Rønbæk, og dagen derpå var firmaet Favrskov Belægning på pladsen med en gravko med palleløfter, så de mange frivillige slap for at slæbe grejet ud fra festivalpladsen.
- Det var rigtig dejligt, at tingene blev kørt ud, i stedet for at selv skulle bære det hele, for alle var jo trætte, fortæller næstformanden i for festivalbestyrelsen Henrik Buch.
Grundfør Festival startede oprindelig som en privat havefest, som samlede så mange mennesker, at en lille flok initiativrige mennesker besluttede, at der måtte være basis for en festival i byen, og den beslutning var tilsyneladende god.