Nu leder han efter hende - er det dig?
Da Andreas Rohde Ip sad på en bakke med nogle venner til festivalen Engage på Refshaleøen i København, fik han med et snuptag fejet benene væk under sig. Nu efterlyser han den drømmekvinde, der gjorde det - for han fik nemlig aldrig spurgt om hendes nummer.
"Vi sad og snakkede, mens vi drak Morgan og cola. Jeg havde ikke lige tænkt over det med nummeret. Jeg tænkte bare, hun er da meget sød. Da jeg så kom hjem, tænkte jeg, hende vil jeg gerne møde igen og lære hende bedre at kende - måske over en kop kaffe," fortæller Andreas Rohde Ip til BT, og fortsætter:
"Jeg sad oppe på en bakke sammen med nogle af drengene. Så fik vi fingrene i nogle sprutflasker. Hun kommer hen til os og spørger, om hun ikke skulle købe en flaske cola, da man ikke kunne drikke Morgan uden cola."
Desværre kan han ikke helt huske, hvad hun hedder, og derfor skrev han søndag aften en statusopdatering på Facebook, hvor han efterlyser pigen.
"Hey guys og gutinder! Jeg har brug for en hjælpende hånd til en eftersøgning på en sød pige. Jeg mødte hende til Engage. En super sød pige, men har desværre glemt hendes navn - og håber, der er en af jer, der kender hende.
Hun sad bag mig og nogle af mine venner, havde lyse cowboybukser på som gik til knæene, hvid top, blondt hår og blå øjne. Vi snakkede lidt sammen om løs og fast. Jeg vil rigtig gerne i kontakt med hende, så hvis der er nogle der kender hende må i meget gerne fortælle at jeg leder efterhende."
Pigen, der vidst nok boede på Sjælland må gerne kontakte ham på Facebook, hvis hun gerne vil lære ham bedre at kende.
"Jeg vil gerne invitere på en kop kaffe, øl eller drinks - hvad end hun har lyst til. Og fortsætte den gode samtale," siger Andreas Rohde Ip til BT.