Egen gård er drømmen
SØFTEN: Selvstændig landmand. Sådan lyder drømmen for mange af de unge, der er medlem af LandboUngdom, og derfor var det også temaet, da organisationen i forrige uge holdt temaaften i Søften.
27 medlemmer indledte aftenen med pølser fra grillen, inden de fik mulighed for at høre oplæg fra to unge selvstændige landmænd - 26-årige Erik Pedersen, der står midt i et generationsskifte på den fædrene gård og 27-årige Jacob Therkildsen, der for tre år siden overtog en stor kvægejendom på Djursland.
Blandt de 27 deltagere var 18-årige Martin Larsen, der er i gang med grundforløbet på landmandsuddannelsen. Han bed især mærke i, at der er mange måder at starte som selvstændig, hvilket Jacob Therkildsen for eksempel havde gjort gennem investeringsfonden AP Pension.
- Jeg blev mere afklaret, fordi jeg fik noget at vide om de forskellige muligheder for at være selvstændig landmand set i forhold til, at vi i dag ikke behøver at gøre ligesom vores fædre. Der er andre muligheder end bare at låne penge i banken, siger Martin Jensen, der selv går med tanken om at blive selvstændig landmand, selv om det ligger langt ude i fremtiden.
Ud over oplæggene fra de to unge landmænd, fortalte virksomhedsrådgiver i LMO Rasmus Riber Rasmussen om, hvordan man gør drømmen til virkelighed.
Han snakkede blandt andet meget om, at man skal sætte sig et mål, skrive det ned og så vende tilbage til det, når man er i tvivl om, hvorvidt man er på rette vej. Det var for 19-årige Rasmus Præstkjær Mikkelsen fra Ry den bedste læring på temaaftenen.
- Siden jeg hørte om det, har jeg tænkt meget over mit mål, og jeg kan selv mærke, at det er vigtigt at finde det rigtige mål - og den rigtige vej dertil. For mig er det at skulle at lave mit eget produkt, men hvad det præcist skal være, ved jeg ikke endnu, siger han.