Fortsæt til indhold

Ny fredagsbar i Skanderborg

Fredagsbar med spørgehjørne har sin debut nu på fredag i Kontorado på Godthåbsvej 23-25

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Netværk er rigtig gode, men de er også meget job og karriere orienterede. Jeg synes, det kunne være sjovt at skabe noget nyt og uformelt, hvor der er lidt mere fokus på det sociale, og derfor arrangerer jeg nu en fredagsbar for erhvervsdrivende.”

Dorthe Kristiansen, indehaver af Samvirkende Revisorer Skanderborg, er kvinden bag en ny uformel fredagsbar, der har debut på fredag 31. marts klokken 14.00-17.00 i kontorlokalerne Kontorado på Godthåbsvej 23-25 i Skanderborg.

Fredagsbaren mødes den sidste fredag i hver måned og er for forretningsdrivende, selvstændige og andre der har lyst til at vende ugens begivenheder eller dele gode oplevelser eller bekymringer over en kop kaffe i en afslappet atmosfære.

Fredagsbaren har fået tilnavnet Spørgehjørnet, da Dorthe Kristiansen samtidig har allieret sig med en lille håndfuld lokale erhvervsdrivende, som gerne vil stå på mål for spørgsmål fra de øvrige deltagere i fredagsbaren.

Sammen med fotograf Per Bille, Helle Kloster fra Pure Green og Christian Kirring fra Druer.dk stiller Dorthe selv op ved den første fredagsbar, klar til at svare på spørgsmål fra de fremmødte.

“God rådgivning er ikke gratis, men vi kan hjælpe hinanden langt hen ad vejen. Og ofte er der jo sådan, at når du hjælper nogle andre, så løfter du også dig selv,” fortæller hun.

Tanken er, at fire nye stiller op i sprøgehjørnet ved næste fredagsbar.

“Jeg synes, vi trængte til et frisk pust her i Skanderborg. Her sker en masse spændenden, men vi kunne godt bruge noget, der er lidt mindre formelt end de gængse karriere netværk. Og så synes jeg, det er sjovt at prøve nye ideer af,” siger Dorthe, der selv lægger rum til fredagsbaren.

“Vi holder fredagsbaren her i Kontorado. Ejnar Grøn har skabt et virkeligt godt kontormiljø til os, og det giver gode muligheder for at prøve ideer som fredagsbaren af,” konstaterer hun.

Ideen til en fredagsbar har hun fra Horsens, hvor hun bor.

“Jeg har ladet mig inspirere af nogle af de tiltag, jeg kender fra Horsens. Da jeg begyndte at forhøre mig rundt omkring, hvordan stemningen var for sådan en fredagsbar, så var der flere, der sagde, at de også havde gået og tænkt på lidt af det samme. At det kunne være hyggeligt at mødes fredag efter arbejdstid og lige have en hyggestund sammen til at runde ugen af.“