Overvældende flertal siger ja
Skovbakken Kvindefodbold er kommet tættere på en fusion med VSK Aarhus efter den første ekstraordinære generalforsamling. På mandag falder mulig fusion endelig på plads
Efter alt at dømme ser det ud til, at Skovbakkens fodboldkvinder følger efter herrerne og bliver en del af fusionsfodbold-klubben VSK Aarhus(Skovbakken og VIK Fodbold).
Ved gårsdagens ekstraordinære generalforsamling stemte 69 ud af 72 fremmødte medlemmer for en fusion, der kan realiseres 1. juli.
Men formanden for Skovbakkens Kvindefodbold, Marie Greve, vil ikke love, at en kommende fusion mellem Skovbakken og Vejlby IK's fodboldkvinder er helt i mål.
Ifølge vedtægterne skal der nemlig indkaldes til hele to ekstraordinære generalforsamlinger, så på mandag 6. februar falder et muligt 'ægteskab' mellem de to fodboldklubber på plads.
"Det endelige udfald er betinget af, at der også er flertal for en fusion til den næste ekstra generalforsamling på mandag. Vi anbefaler som bestyrelse et ja. Foreningslivet er også under pres i vores område med flere klubber på samme sted. Nu kan vi få en storklub i Nordbyen, og det tror jeg giver en god sammenhængskraft, der kan udnyttes. Der er et stort potentiale i projektet," siger formanden.
Kan blive Jyllands største fodboldklub
Grunden til, at kvinderne ikke fulgte efter mændene til en fusion allerede i 2016, var, at der stadig er et muligt økonomisk efterslæb efter en retssag i forbindelse med musikarrangementet 'Aarhus Rocker' på Vejlby Stadion. Et arrangement, der blev noget af en billetsalgsfiasko på grund af dårligt vejr.
Men her er der ifølge Marie Greve nu henlagt midler, hvis man taber retsagen, der er blevet anket til Landsretten af koncertarrangøren, men som klubben forventer at få medhold i endnu en gang. Derudover ville Skovbakken også gerne have lidt mere tid til at vurdere perspektiverne for en mulig fusion.
"Vi kan blive Jyllands største fodboldklub med over 1.200 medlemmer, og det giver selvfølgelig en mass muligheder, som skal forvaltes rigtigt," siger formanden for Skovbakken Kvindefodbold, Marie Greve, som har været formand siden oktober 2014.
Hun har til hensigt at stille op til en mulig ny fusionsbestyrelse og vil meget gerne arbejde videre med kvindefodbolden.
Hvis det bliver et ja til mandagens ekstraordinære generalforsamling, er der nemlig stiftende generalforsamling i det nye VSK Aarhus.