Fortsæt til indhold

Marienhoffskolen og Kolind Centralskole tilbydes et løft

Regeringen klar til at belønne skoler i Syddjurs Kommune økonomisk i millionklassen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Marienhoffskolen og Kolind Centralskole i Syddjurs Kommune og Ørum Skole, Auning Skole og Kattegatskolen i Norddjurs er blandt de cirka 120 skoler i Danmark, der får tilbud om at få del i en skolepulje på 500 mio. kroner til elevløft i folkeskolen.

Skolepuljen er et barn fra regeringsgrundlaget mellem Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Marienhoffskolen, Kolind Centralskole og de øvrige skoler er valgt, fordi de set over de sidste tre år har haft en høj andel af elever, der forlader 9. klasse med et svagt fagligt niveau i dansk og matematik - forstået som andelen af elever, der ikke opnår mindst 4 i dansk og matematik i 9. klasseprøverne.

De 500 millioner i puljen bliver udmøntet over tre år og udbetales til skoler, der formår at løfte det faglige niveau hos udskolingens fagligt svageste elever, oplyser Undervisningsministeriet.

Kommer an på størrelsen

Afhængig af skolens størrelse kan hver skole opnå en præmie på mellem 1,3 og 1,5 millioner kroner om året.

For at få del i puljen skal skolerne i hvert af de tre år reducere andelen af elever, der får under karakteren 4 i dansk og matematik, fem procentpoint.

Modellen med at belønne skoler, der kan dokumentere faglige resultater, er ny på folkeskoleområdet. Formålet er at øge incitamentet til at udvikle nye undervisningsmetoder og skabe faglig fremgang.
Skolerne har dermed frie hænder til at planlægge, hvordan de vil nå de årlige mål.

Positiv minister

Undervisningsminister Merete Riisager ser skolepuljen som en god mulighed og løftestang for skoler med mange elever med et lavt fagligt niveau.

”Regeringen har ambitioner for alle børn og unge. Derfor er det vigtigt, at vi gør en særlig indsats for at løfte niveauet for de fagligt mest udfordrede, så flere børn og unge får de kundskaber, der er nødvendige for at opfylde deres uddannelses- og jobdrømme.

Skolepuljens penge skal skabe engagement blandt skoleledere, undervisere og ikke mindst forældrene, som forhåbentlig vil benytte lejligheden til at tage et endnu større ansvar for deres børns læring,” siger Merete Riisager i en pressemeddelelse.

De udvalgte skoler og deres kommuner har netop modtaget brev om skolepuljen. De første præmier vil blive udbetalt i sommeren 2018.