Politisk opbakning til private vagtværn på station
Konservative og Venstre vil have vagtværn til at skabe tryghed på Kokkedal Station
Mens Hørsholms borgmester ikke her og nu ser nogen fremtid i bruge kræfter på at skifte navnet Kokkedal Station ud med Hørsholm Station, så vil han gerne bruge kræfter på at undersøge muligheden for at private vagtværn kan skabe mere tryghed.
Og det er Morten Slotved (K) ikke ene om: Også den enden store gruppe i kommunalbestyrelsen, Venstre, bakker op og skubber på, så idéen om private vagtværn på Kokkedal Station kan indgå i en rapport om tryghedsskabende foranstaltninger, som Miljø- og planlægningsudvalget arbejder på.
Et gammel ønske
“Det er fint, at det nu indgår i en samlet rapport om sikkerhed på stationen,” siger Annette Wiencken og understreger, at Venstre altid har været positiv over for tanken om vagtværn og derfor også 'skubber på' nu for at få det undersøgt.
Ifølge Morten Slotved har vagtværn længe været et konservativt ønske, som nu kan lade sig gøre, fordi der er politisk opbakning til det.
“Der er blevet flyttet nogle holdninger,” mener Slotved, der forestiller sig, at det kan være private vagter eller et samarbejde med Nordsjællands Brandvæsen, der kan øge trygheden på stationen.
I forbindelse med forslaget om at ændre stationens navn, blev tryghed også en del af debatten.
Ikke mindst, fordi de konservative spekulerede i, at når stationen hedder Hørsholm i stedet for Kokkedal Station, så kunne det medvirke til at øge de hørsholmske lokalpolitikeres fokus på at gøre Kokkedal Station mere tryg.
Faldende kriminalitet
Den nye tryghedsdiskussion kommer på et tidspunkt, hvor kriminaliteten på stationen faktisk er på retur.
Ifølge tal fra Nordsjællands Politi er der i år hidtil registreret 22 hændelser.
I hele 2016 var der 75 hændelser mod 114 for to år siden. Det viser tal, Frederiksborg Amtsavis har fået indsigt i.