Lider du af HS?
Marselisborg Hospital og Patientforeningen HS Danmark holder infomøde om den kroniske hudsygdom HS
14. marts holder Marselisborg Hospital og Patientforeningen HS Danmark infomøde om den kroniske hudsygdom HS. Det sker i hospitalets nyåbnede patientskole og klinik, hvor både patienter og pårørende er velkomne, oplyser patientforeningen i en pressemeddelelse.
Hvis du har bylder og bumser, der bliver ved med at komme igen, kan du meget vel være blandt de mere end 50.000 danskere, der lider af HS (hidrosadenitis suppurativa).
Selvom hudsygdommen er ret almindelig, går mange rundt med den uden at ane det, og det er ikke ualmindeligt, at der går syv-ti år, før man får stillet diagnosen. Derfor er formanden for Patientforeningen HS Danmark, Bente Villumsen, meget begejstret for den nye patientskole og klinik.
"Det er svært at snakke om bylder, som sidder på nogle af de mest intime områder af kroppen. Derfor taler man ikke om HS, og derfor er HS en tabuiseret sygdom, som udover stærke smerter også kan føre til social isolation og problemer på arbejde og uddannelse med sig. Vi ved også, at sygdommen kan være overordentlig vanskelig at diagnosticere for ikke-specialister, og man skal typisk forbi flere forskellige læger for at få sin diagnose. Derfor er det en ualmindelig god nyhed, at vi nu får patientskole og klinik i Aarhus," siger Bente Villumsen.
Hun opfordrer alle, der enten lever med bylder eller kender en, der gør, til at komme til infomødet den i morgen. Her kan man møde læger med ekspertise i HS, patientforeningen og ikke mindst andre personer med HS.
"Mødet er en god mulighed for at få svar på spørgsmål om sygdommen, symptomerne, behandlingsmuligheder og livet med HS. Men det er også en god mulighed for at møde andre med HS, og selvom man ikke behøver tale åbent om sin sygdom, er det for mange en befrielse, og de fleste af os har oplevet, at omverdenen reagerer positivt, når man står frem," siger Bente Villumsen.
Selvom der ikke er en kur mod hudsygdommen, findes der flere forskellige muligheder for at behandle symptomerne. På infomødet kan man møde teamet af speciallæger på Marselisborg Hospital, som fortæller om fremtidsudsigterne og om, hvad man selv kan gøre for at lindre smerter og ubehag.
dp