Fortsæt til indhold

Enhedslisten vil skære i arbejdstiden

Som en forsøgs-ordning vil Enhedslisten udpege to til fem af kommunens arbejdspladser, som skal gå fra 37 timer til en 30 timers arbejdsuge

Samfund
Jeppe Kristensen

Ifølge tal fra Stressforeningen udviser op mod 450.000 danskere stresssymptomer. 35.000 danskere er sygemeldt på grund af stress hver dag.
Det vil Enhedslisten i Aarhus Byråd nu komme til livs i Aarhus. 22. marts fremsatte venstrefløjspartiet et forslag om, at byens største arbejdsgiver, Aarhus Kommune, i en forsøgsperiode skal indføre nedsat arbejdstid til 30 timer på to til fem kommunale arbejdspladser fordelt i forskellige magistrater.
Forslaget blev mødt med en vis portion sympati, men i langt højere grad modstand, da Enhedslisten ikke fik opbakning til idéen fra byrådets andre partier. Derfor er sagen nu henlagt til magistratsbehandling. Alligevel har Maria Sloth fra Enhedslisten i Aarhus ikke opgivet kampen for en 30 timers arbejdsuge.
“Stort set samtlige partier anerkender, at der er en udfordring med stress- og trivselsniveauet. Så langt så godt. Derfor mener vi hos Enhedslisten også, at kommunen som minimum skal kigge på arbejdsmiljøet. Her ser vi en nedsat arbejdsuge som et konkret værktøj,” siger hun og fortsætter:
“Det er et miniforsøg. Det store forsøg er sådan set allerede afprøvet i Gøteborg. Som udgangspunkt mener vi, at vi godt kan sammenligne os med Gøteborg.”

Sympatisk, men...

Hos SF i Aarhus anerkender man da også, at der er en udfordring med stress og trivsel i arbejdslivet. Men Socialistisk Folkeparti mangler mere viden på området, før partiet kan bakke op om Maria Sloth og Enhedslistens forslag om en kortere arbejdsuge.
“Vi mangler viden, vurderinger og beregninger. Men som udgangspunkt deler vi Enhedslistens ambition om at nedsætte arbejdstiden, så det er ikke fuldstændig fjernt for os. Men jeg mener, at det kræver en mere tilbundsgående undersøgelse. Det kan ikke løses på fem linjer, som Enhedslisten gør her,” siger Jan Ravn Christensen (SF) og tilføjer:
“Kommunen har en lang række arbejdspladser, hvor bemandingsbehovet kræver, at der er personale i alle døgnets 24 timer. Det kan vi bare ikke effektivisere os ud af.”
Alligevel er han ikke helt afvisende over for, at man på et tidspunkt skal kigge nærmere på, om det er muligt med en nedsat arbejdstid.

Skrækkeligt forslag

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, ser ikke noget i hverken sol, stjerne eller måne, som peger i retning af en kortere arbejdsuge. Til gengæld kan han godt forstå, hvorfor debatten blusser op.
“Sidste gang, fagbevægelsen pillede ved arbejdstiden, var 1991. Lige siden er produktiviteten steget og steget, så på et eller andet tidspunkt vil arbejdstiden poppe op til diskussion igen,” siger han og tilføjer om Enhedslistens forslag:
“Jeg må advare mod, at man gør, som Enhedslisten foreslår med en forsøgsordning med to-fem arbejdspladser. Det er et skrækkeligt forslag, som man jo heller ikke kan konkludere noget på.”