Konkurrenter slås om Kiwi-butikker
Alle - uden undtagelse - har budt ind på Kiwis tidligere lokaler
Når Kiwi lukker sine 103 butikker i Danmark, står samtlige andre dagligvarekæder i Danmark klar til at overtage en stor portion af deres lokaler.
“Der har været interesse for dem fra samtlige dagligvareaktører. Alle uden undtagelse har budt ind med interesse for et betragteligt antal butikker,” siger Per Thau, der er koncernchef i Dagrofa, som driver Kiwi-kæden i Danmark, til Dansk Handelsblad.
Netto har offentligt meldt ud, at de vil overtage 40 af butikslokalerne, men Per Thau afslører, at en af konkurrenterne har budt ind på et endnu større antal.
Budkrig
Nogle af lokalerne er så populære, at der er opstået budkrig. »Den butik, hvor der er flest interessenter, er der otte forskellige aktører, som byder på lejemålet. Det er voldsomt. Og der er mange, hvor det er syv, seks eller fem forskellige bud. Det er meget få, hvor det kun er et,« siger han.