Fortsæt til indhold

Klar med stor biergarten

Den står på fadølstemning med langborde og hygge, når Northside kommer med sit opdaterede bud på en klassisk biergarten

Samfund
Arkiv

Northside Festival slår sig gerne op på sofistikerede serveringer af retter fra hele verden, cocktails lavet af miksologer og et vin- og champagnekort, der kan udfordre selv de skarpeste paletter.
Men nu kommer festivalen med et åndehul til de, der bare har brug for at sidde sammen med vennerne og drikke en helt almindelig fadøl.
Det sker med introduktionen af Tuborgs Ølhave, der har et navn og et sortiment, som er til at forstå. Her kan du få Grøn Tuborg, Tuborg Guld og Tuborg Classic på fad (og naturligvis også Nordic og den officielle festivaløl, Tuborg RÅ) og med en indretning, der er et opdateret bud på en klassisk biergarten, skriver Northside i en pressemeddelelse.
Ølhaven et samlingssted for dem, der har brug for en pause fra umami, spelt og foredrag om, hvordan vindruernes opvækst i Penedès har været.
"Vi er sindssygt stolte over det høje niveau, vi kan præsentere hvert år på Northside. Men lige såvel som man godt kan gå lidt kold i Lars von Trier-film og have brug for at se noget med Bruce Willis, så har vi på fornemmelsen, at der er nogle af vores gæster også nogle gange bare vil slappe af og have en fadøl. Vi kan naturligvis ikke lade være med at lege med rammerne og gøre det på en overraskende måde, så den tyske biergarten har i vores version fået et skud nordisk elegance. Men tanken er, at Ølhaven skal være et tilbagelænet og uprætentiøst sted, hvor man kan hygge sig med vennerne," fortæller talsmand John Fogde.
NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.