Stort øl-etapeløb ruller igen på lørdag
Tour de Biére strækker sig over otte etaper fra Aarhus til Brøndby
Det er ikke et almindeligt cykelhold, der fra lørdag tramper gennem det danske sommerlandskab.
I alt 35 cykelryttere og tre servicefolk skal på en 700 kilometer lang øl-rejse fra Aarhus til Brøndby.
Etapeløbet Tour de Bière er et cykelløb for og af danske ølentusiaster, og undervejs besøger rytterne en lang række øl-stoppesteder.
Det er ottende gang Tour de Bière finder sted. Rytterne er dog ingenlunde som vi kender cykelrytterne i Tour de France. Gennemsnitsvægten er højere, cykeltyperne anderledes og dåbsattesterne ældre.
Deltagerne i feltet kommer fra alle dele af Danmark, og de kommer forbi en lang række af de danske håndbryggere, udskænkningssteder, lokalafdelinger under Danske Ølentusiaster og bryggerier. Løbet starter i Aarhus og første stoppested på ruten bliver Hantwerk på Aarhus Havn.
Målet med touren er socialt sammenhold og hygge, og der er små 30 officielle stop undervejs. Ved ethvert stop vil et højtrungende "Højt Skum" lyde. Rytterne kan kendes på kropsnære, grønne trøjer - samt en gul førertrøje og en rødprikket 'bjergtrøje'.
dp