Fortsæt til indhold

Ronni-drengen gør comeback

Sanger og sangskriver Ronni Didriksen er i øjeblikket aktuel med en ny udgivelse efter 25 års pause fra musikken

Samfund
Af Alexandra Bach

Ronni Didriksen var tilbage i 1993 sanger i bandet One Xception, der dengang udgav albummet “Sleeps With Angels”.
Siden da er han blevet far til tre og bygget sit eget firma op, men nu hvor børnene er blevet store, mener han selv, at der er kommet overskud til igen at tage fat på musikken og nogle gamle numre, som han gennem tiden har lavet og gemt væk.

Ifølge Ronni Didriksen er der ingen tvivl om, hvorfor han er vendt tilbage til musikken efter så mange år:

“Når man har den kreativitet i sig, så er det svært at lade være. Nu er der gået en masse år med at få børn og starte virksomhed op. Så nu er der igen overskud til at vende tilbage til de sange, jeg har lavet gennem tiden.”

Tre nye sange

Ronni Didriksen har i første omgang valgt at udgive tre sange med titelsangen “Now I Know”, som han skrev for 10 år siden på baggrund af en tragisk begivenhed.
Ronni Didriksens søn skulle starte i skole, og derfor var familien inviteret til møde på skolen for at møde den nye klasselærer som hed Susanne. Hun var på vej retur fra sin barsel og glædede sig til at starte en ny klasse op, men der sker det, at hun bliver dræbt i en trafikulykke.

“Jeg kan huske, at jeg tænkte på hendes stakkels mand, der sad tilbage med et nyfødt barn. Så det blev faktisk til sangen “Now I Know”,” siger han.
Og Ronni Didriksen har allerede nu fået positive tilbagemeldinger på sangen.

“I sidste uge kom en gut hen til mig og sagde, at han selv var blevet ramt af en tragisk begivenhed, og at han syntes sangen var fantastisk, og så fik han nærmest tårer i øjnene og sagde til mig, 'du skal bare vide, at den spiller jeg hele tiden derhjemme. Det blev jeg helt rørt over for, så kan man altså ikke opnå mere. Det da fantastisk,” fortæller han.

Ingen store forventninger

Udover “Now I Know” indeholder EP'en også “On My Own” og “Burn So Hard”, som er blevet til i samarbejde med en række erfarne musikere. Men selvom, der nu er lagt tre sange ud, og der er planer om flere, så er drømmene ikke de samme, som dengang i 90'erne.

“Der er ikke nogen store forventninger om, at nu skal jeg stå på Wembley. Men det er sjovt at høre, hvad numrene er blevet til, fordi de har været i hænderne på de rigtige mennesker. Når de folk, der har været med til at lave det, har gjort det rigtig godt, så skal den også have en på hatten,“ siger han og pointerer:

“Men i min alder er man ude over det der med, at man skal leve af det. I dag er der helt andre grunde til at gøre det, og det er fordi at jeg gerne vil se, hvad sangene kan ende ud i. Og så betyder det noget, at folk gider høre det.”

Så drømmene om at stå på Wembley er forsvundet, for som han selv siger, så er han jo bare en middelaldrende rockmusiker fra udkanten af Syddjurs, der gerne vil have sine sange ud til dem, der gerne vil høre dem.