Fortsæt til indhold

Kommunaldirektør får ny stilling

Nuværende kommunaldirektør, Niels Aalund, overgår til en stilling som udviklingsdirektør

Samfund
Arkiv

Horsens Kommunes kommunaldirektør siden kommunesammenlægningen i 2007, Niels Aalund, forlader nu den kommunale toppost for at hellige sig en helt ny opgave – nemlig at arbejde med realiseringen af den såkaldte Campusrokade med alle dens aspekter, skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
Målet med rokaden er blandt andet, at administrationen på det nuværende Horsens Rådhus samt Jobcentret – i alt ca. 1000 medarbejdere – flytter ind i bygninger på Chr. M. Østergaardsvej. Og at forskellige lokale uddannelsesinstitutioner flytter ind i et nyopført campus på den tidligere slagterigrund ved Horsens Banegård.
“Samtidig skal vi forberede etableringen af et oplevelses- og butikscenter i og omkring det nuværende rådhus. Og her er det jo også planen, at Horsens Kommune skal bidrage med et bibliotek, et borgerservicecenter og eventuelt andre beslægtede aktiviteter,” siger Niels Aalund, der i periode på tre-fire år får titel af udviklingsdirektør – indtil opgaven er løst.
Han tilføjer, at han gennem de seneste par år har været dybt involveret i arbejdet med at få skabt grundlaget for Campusrokaden.
“Og da Horsens Byråd har vedtaget at etablere en projektorganisation til realisering af rokaden, ja så er det helt oplagt for mig at stå i spidsen for den organisation,” siger Niels Aalund.

Lang tid på posten

Han lægger ikke skjul på, at han har haft en utrolig god og spændende tid som øverste chef for en stor organisation, der gennem de seneste 10 år har været igennem store forandringer. Men han er også helt bevidst om, at 10 år som kommunaldirektør er lang tid.
“Det har været helt fantastisk at være kommunaldirektør i Horsens Kommune, som jo er inde i en helt utrolig udvikling. Vi har i de seneste år høstet frugterne af mange års formidabel indsats fra hele samfundet Horsens Kommune. Men jeg er også helt opmærksom på, at man om et år eller to – eller endda før – vil begynde at diskutere, om der er brug for fornyelse på min post, og det ligger mig meget på sinde, at Horsens Kommune ikke kommer til at opleve en 'død' periode på grund af mig,” siger kommunaldirektøren, der snart bliver udviklingsdirektør.