Nødebo-sti møder ny forhindring
Tunnel under Hillerødvejen bliver fire millioner kroner dyrere end forventet. Stien bliver dog færdig i år, lover udvalgsformand
Arbejdet med at etablere en cykelsti mellem Hillerød og Nødebo har trukket ud, og nu møder projektet endnu et bump på vejen.
Ifølge en ny tillægsdagorden på et ekstraordinært møde i Miljø- og Teknikudvalget er prisen for den tunnel, som skal bygges under Hillerødvejen, steget væsentligt i pris.
Kommunen har i forvejen afsat cirka 5,5 millioner kroner til anlæg af tunnel og stiramper gennem skoven. Men i den licitationsrunde, forvaltningen har igangsat, har budene lydt på priser fra 9,5 millioner kroner til 13,7 millioner kroner. Dermed beder forvaltningen udvalget tage stilling til en merudgift på fire millioner kroner, som altså har vist sig nødvendigt at bruge, hvis projektet skal realiseres.
Udvalgsformand Tue Tortzen fra Fælleslisten er overrasket over, at prisen er steget så meget:
“Det er da rigtig meget, og det viser endnu engang, at vi har et problem med den måde, vi regner priserne på vores projekter ud på. Vi tager ikke højde for den situation, der er på byggeområdet, hvor entreprenørerne stiller store krav til, hvad de vil have for arbejdet,” siger han til Hillerød Posten.
Tue Tortzen nævner flere eksempler på byggeprojekter, som steg væsentligt i pris, fra de blev besluttet, til buddene kom ind.
Fik du læst: Holmegårdsvej er Hillerøds farligste strækning
Stigende priser
“Vi oplever det ved stort set alle byggeprojekter, at priserne stiger, og at vi ikke har regnet med, de ville blive så dyre, som de bliver. Det skete ved videnscentret ved genbrugsstationen og sundhedscentret ved Frederiksborgcentret. Det er sælgers marked, så entreprenører kan stille høje krav til prisen,” siger han.
Det er dog ikke kun de stigende priser, som er årsagen til, at cykelstiprojektet i Nødebo er blevet dyrere end forventet. Vejdirektoratet, som er fremtidig ejer af tunellen og er vejmyndighed på Hillerødvejen, har nemlig stillet en række krav til projektet, og de har medført en række ændringer i forhold til forvaltningens udgangspunkt. Blandt andet skal tunnellen været højere og bredere, så modkørende cyklister på rampeanlægget i stor afstand kan se hinanden.
Vejdirektoratet har heller ikke tilladt, at Hillerødvejen blev helt lukket en uges tid på den del af strækningen, hvor tunnelen skal under. Tunnelen skal derfor udføres i to tempi, hvor trafikken gennem hele anlægsperioden kan passere.
Fik du læst: Berusede unge smadrede ind i legehus
Lover, den åbner i år
Men trods de nye udfordringer lover Tue Tortzen, at cykelstien åbner i 2017. “Cykelstien skal åbne i år. Det har vi lovet borgerne i Nødebo, og så holder vi løftet. Der er ingen tvivl i mit sind,” siger han.
Politikerne i udvalget skal på mødet 24. maj beslutte, om andre anlægsprojekter skal bortprioriteres for fire millioner kroner, om pengene skal tages af kommunens klassebeholdning eller lignende.
Tue Tortzen peger på en løsning med at bruge penge fra jordsalg:
“Budgetpartierne har en aftale om at bruge penge fra jordsalg på cykelstier, og der er penge nok nu. Problemet er, at det kan komme til at forsinke Holmegårdsstien. Men nu må vi lave én ting færdig ad gangen”.
Det var tilbage i 2013, at politikerne satte den første pose penge af til en cykelsti mellem Hillerød og Nødebo. Arbejdet med at bygge stien gik i gang sidst i 2016.
Fælder træer
Naturstyrelsen er i øvrigt lige nu ved at fælde træerne flere steder, hvor cykelstien anlægges. Cykelstien føres gennem skoven bag om P-pladsen nord for Hillerødvejen, hvor der fældes træer. Og syd for vejen fældes der også træer for at forbinde tunnelen med den ny-asfalterede cykelsti gennem Stenholtvang.
“De store træer, der skal fældes, er gennemgået for store fuglereder, spættehuller og flagermus. Træveddet fra fældningen bliver lagt i skoven til formuldning,” oplyser Naturstyrelsen.
Arbejdet med tunnelen forventes at blive afsluttet i efteråret.