Fortsæt til indhold

Eleverne var ligeglade - holdt den alligevel

Samfund
Af Daniel Sennek

For nogle uger siden valgte ledelsen for Espergærde Skoledistrikt at afskaffe Blå Mandag. I stedet skulle eleverne i skole, og det bragte en stor debat op.
"Det er et fint socialt arrangement, men det har bare ikke noget med skolen at gøre," sagde rektor Andreas Elkjær på det tidspunkt til DR P4 København.
Mandag måtte rektor og lærere dog se meget langt efter rigtig mange konfirmander. De valgte nemlig alligevel at tage afsted til Blå Mandag.
"Der er ikke mødt mange op. De har valgt at holde deres Blå Mandag," siger han til DR P4 København, og fortsætter:
"Deres forældre har valgt at bakke op om deres børns ret til at tage til Blå Mandag. Det havde vi sådan set forventet i første år af vores nye måde at holde Blå Mandag på. Jeg tror, at om et år eller to, så ligger Blå Mandag fint på en lørdag eller en søndag."
Ifølge Andreas Elkjær er der tale om en klasse fra Grydemoseskolen, der er er taget til Blå Mandag, ligesom to klasser fra Tibberupskolen var væk sidste mandag. Det forventes også, at klasserne på Mørdrupskolen er væk, når de holder Blå Mandag på mandag.
Blå Mandag er ikke en lovgiven fridag. Alligevel vælger de fleste skoler at give deres elever fri.