Lokal uddannelse tilpasser sig erhvervslivet
Efter en omfattende virksomhedsundersøgelse bliver studiet til multimediedesigner justeret mod det lokale erhvervslivs behov og ønsker.
GRENAA: De studerende, der efter sommerferien starter på den videregående uddannelse som multimediedesigner, kommer til at opleve et anderledes studie end de, der bliver færdiguddannet i disse dage. Uddannelsen har nemlig fået en ny studieordning, som på landsplan regulerer, hvad de skal lære på uddannelsen. På Erhvervsakademi Dania i Grenaa, hvor man kan læse til multimediedesigner, har campuschef Jonatan Yde og teamet bag uddannelsen, været med til at undersøge lokale virksomheders erfaringer med uddannelsen, så den nu bliver tilpasset erhvervslivets behov, nu og i fremtiden.
De studerende fra uddannelsen skal være praktikere, når de kommer ud i erhvervslivet som praktikanter og nyuddannede, men de forstår også teorien bag de ting, de kan lave, forklarer Jonatan Yde.
I alt er der lavet seks analyser på landsplan fra de forskellige erhvervsakademier. På Erhvervsakademi Dania har man blandt andet spurgt fagforeningen Krifa i Aarhus, reklamebureauet Peoplez og iværksættervirksomhederne i Game Hub Scandinavia i Grenaa.
Brede specialister
- Multimediedesignere er brede specialister, hvilket i de fleste virksomheder ses som en fordel. Det var en overraskende entydig tilbagemelding vi fik fra virksomhederne, og den har været udgangspunkt for justeringerne, så der fremover kommer mere fokus på content-produktion og frontend-udvikling. Vi arbejder også med den allernyeste teknologi og udvikling, som eksempelvis virtual reality, siger Jonatan Yde og tilføjer, at uddannelsen i Grenaa gør op med, at hvert kerneområde har et fag.
Fremover bliver der i højere grad fokus på tværfaglige projekter, som tager udgangspunkt i problemstillinger fra private virksomheder, organisationer og offentlige institutioner.
Der er ansøgningsfrist for at søge om optagelse på studiet den 5. juli via optagelse.dk.