Fortsæt til indhold

Studenter hejste flaget

Fire kvindelige studenter hjalp rektor på Skanderborg Gymnasium, Jacob Thuesen-Dahl, med at hejse Dannebrog.

Samfund
Arkiv

SKANDERBORG: Feststemte familier med stolte forældre, bedsteforældre i deres stiveste puds og søskende i nyt sommertøj, troppede op til dagen, hvor de første studenter på Skanderborg Gymnasium fik studenterhuerne på.
Med champagne, sodavand og kransekage i kurvene blev de unge studenter behørigt fejret. I kantinen sprang proppen af champagneflasken for Kristine Skovvig. Imens ventede Rikke Jørgensen, som var den første student dette år, på, at to andre piger blev færdige med deres eksaminer, så hun kunne hjælpe til med at hejse flaget udenfor.
- Det er dejligt at blive færdig som student. Nu skal jeg tjene nogle penge, måske på en bar i Spanien, som jeg har kontakt til. Ellers begynder jeg på mit studie i Aarhus til januar, hvor jeg søger ind som Bygningsingeniør. Det forventer jeg ikke er noget problem, da der ikke var begrænsning på optaget i år ved samme tid, lød det fra den stolte student, som havde en fin, nypresset, hvid kjole på, som passede fint til hendes rød-hvide studenterhue.
Rikke Jørgensens sidste eksamen i Historie gik ikke helt som forventet, men det tog ikke hendes humør fra hende. Da de fire piger stod klar udenfor, med Dannebrog i hænderne, var der kun brede smil i solskinnet.