Retsteknikere er i fuld gang
Politiets retsteknikere er lige nu i fuld gang med diverse undersøgelser i og omkring et rækkehus på Dalen i Esbjerg.
Området er afspærret med bånd, ligesom der naturligvis er vagter, som patruljerer ved området. Politiets indsatsleder henviser til den udsendte pressemeddelelse, og der er således ikke noget nyt at berette om omkring selve episoden.
Lokalavisen Esbjerg kunne dog ved selvsyn se, hvorledes et relativt stort antal teknikere var på arbejde, ligesom der blandt andet også ankome en retsmediciner, mens avisen var ved området.
Årsagen til det massive opbud af politi, retsteknikere, retsmedicinere og andet skyldes, at Syd- og Sønderjyllands Politi klokken 08.06 her til morgen fik en anmeldelse fra en mand i Esbjerg, som savnede en kvindelig bekendt, han ikke kunne få kontakt til.
En patrulje blev sendt til adressen på Dalen i Esbjerg. Her fandt patruljen to personer, en dræbt og en hårdt kvæstet. Den kvæstede er bragt til behandling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Politiets efterforskere og teknikere er derfor nu i gang med at klarlægge, hvad der er sket på stedet.