Det var en dag hvor det hele bare svingede for 90-årig golfer
Karl Emil Kaltoft afleverede for nylig et scorekort med færre slag end hans egen alder.
Forleden gik 90-årige Karl Emil Kaltoft (Kalle) en regulær drømmerunde golfbanen i Grenaa.
Han brugte 87 slag på 18 hullers banen fra tee 53. Det oplyser Grenaa Golfklub.
»Det var bare en dag, hvor alting lykkedes og gik op i en højere enhed,« siger Kalle, der med sin flotte score har spillet sig ind i en snæver kreds af golfspillere, der har gået en runde i færre slag end antallet af leveår.
Kalle begyndte først at spille golf i en alder 72 år. Han har altid trænet meget og har stadig et ambitiøst ønske om at forbedre sit spil, så han modtager træningslektioner hos klubbens pro.
Violinen hjælper
Den 90-årige golfspiller har hele sit liv spillet violin, og han er overbevist om, at det er både den indarbejdede finmotorik i forbindelse med musikken og den tilhørende øve- og træningsdisciplin, der sætter ham i stand til at fastholde sit flotte handicap på omkring 20.
Kalle kører nu sine runder i den letgenkendelige golfvogn med dannebrogsflaget, og selv en operation af begge øjne for et par uger siden har ikke kunnet slå den dygtige og vellidte golfspiller ud af kurs. Tværtimod.
»Godt gået og stort tillykke med den flotte præstation,« lyder det fra hans medspillere.
»På klubbens vegne ønsker vi Karl Emil Kaltoft et kæmpe stort tillykke,« udtaler klubsekretær i Grenaa Golfklub Irene Albrechtsen.