Bonjour tristesse
"Med mindre end fem måneder til Kommunalvalget tirsdag 21. november kan man konstatere, at lysten til at erobre en af de 27 pladser i byrådssalen er forsvindende lille bedømt på antallet af kandidater.
Hovedparten af partierne har godt nok ikke lukket for at få yderligere kandidater med på deres liste, men nu er der dømt sommerferie, så der kommer ikke til at ske det helt store før lukketid.
Det er da et demokratisk problem, at politik er blevet så usexet, at kun et fåtal har lyst til at engagere sig i kommunens ve og vel de næste fire år.
Politiske klichéer som: “Hellere fem engagerede på listen end ti uengagerede”, “Børnefamilierne kan ikke afse tid til at deltage”, “Lønnen er for dårlig” og “Det er svært at overtale folk til at være med” er alt for letkøbte.
Det falder tilbage på partierne og partiforeningerne, som har opgivet at være engagerede og synlige.
Hvor meget fodarbejde er der blevet lavet de sidste fire år for at få kørt nye navne i stilling?
Intet overhovedet.
Derfor ligger de nu, som de har redt igen-igen.
“Jamen, det er jo travle mennesker, der sidder i bestyrelsen, og der er jo tale om frivilligt arbejde.”
Jamen, har man hørt magen. Ophører ansvaret og engagementet, fordi der er tale om frivilligt arbejde?
Selvfølgelig ikke, og derfor er den slags dumsmarte undskyldninger ulidelige at høre på.
Der skal selvfølgelig langt mere end den årlige generalforsamling og en stand på et kræmmermarked eller på Landbrugsmessen på Gammel Estrup til for at være et engageret politisk parti.
Der skal ganske enkelt formuleres vægtige lokalpolitiske dagsordener.
Mulighederne har aldrig været større for at få borgerne i lokalområderne i Syddjurs i tale. Det er herude, at man oplever et lokalt-lokalt engagement, men partierne er for dårlige til at opfange det og bruge det til at få de engagerede lokale borgere med ind i lokalpolitik.
Jo, Venstre især har formået det. Det vidner deres liste om, og derfor står partiet stærkt med tunge kandidater lokalt-lokalt.
Ellers bonjour tristesse."