Fortsæt til indhold

Djurslands Landboforening siger farvel til sin mest trofaste medarbejder

Ellen Margrethe Pedersen stopper efter 50 år i Djursland Landboforening. Hun er økonomikonsulent og foreningens ekspert i dødsboer, men tronfølgerne står allerede klar i kulissen

Samfund
Arkiv

Den 1. juli kan Ellen Margrethe Pedersen kalde sig pensionist. Efter 50 år som økonomikonsulent i Djursland Landboforening, hvor hun har oparbejdet en massiv viden indenfor dødsbobeskatning, skal hun nu vænne sig til en helt ny tilværelse.
Ellen Margrethe Pedersens afløsere er allerede fundet. Det bliver Anne-Mette Hougaard, afdelingsleder Økonomi, og Henrik Larsen, chef for Økonomi, som fremover skal sørge for, at foreningens medlemmer kan få hjælp til afvikling af dødsboet.

”Selvom jeg stopper 1. juli, så har jeg lovet, at telefonen er åben, hvis de får brug for råd”, siger den 68-årige Ellen Magrethe Pedersen.

Dengang for 50 år siden

Da Ellen Magrethe Pedersen for 50 år siden søgte en elevplads i foreningen, blev hun den 4. medarbejder på kontoret. Hun har troligt fulgt med, når der har været fusioner og flytninger, og det skulle vise sig, at landboforeningen blev hendes første men også hendes sidste arbejdsplads. Det er der en ganske særlig grund til.

”Vi har en fri arbejdsplads. Vi har en deadline, men der er ingen, der hænger over mig. Jeg har fået masser af udfordringer, og arbejdet har aldrig været kedeligt. Der er altid love og regler, der bliver lavet om, som der skal kigges på”, forklarer Ellen Magrethe Pedersen.

Hun har igennem tiden oparbejdet en særdeles stor anciennitet indenfor dødsboer, og hun formår at finde alle de området, som der ofte bliver overset, når et bo skal gøres op.

”Vi får meget information sendt ud fra Seges, men det er også min pligt at være opdateret. Jeg har hvert år deltaget i skattekurser. Det er noget, foreningen har bestemt, og det har været meget værdifuldt”, mener Ellen Magrethe Pedersen.

Tillidssag

Som mangeårig økonomikonsulent i Djursland Landboforening, har Ellen Magrethe Pedersen efterhånden fået et indgående kendskab til alle sine kunder.
Hun er ikke i tvivl om, at det er en tillidssag at have en fremmed til at kigge på de økonomiske aspekter af virksomheden, og hun har oplevet kunder vende tilbage, efter at de har været ude at sondere terrænet.

”Jeg oplever ofte, at jeg går i arv. At jeg har ordnet faderens skatteregnskab og nu har sønnens. Det er da lidt skægt”, siger Ellen Magrethe Pedersen.

”Jeg fortæller, hvad der er bedst”

At være økonomikonsulent med speciale i dødsboer kræver ikke kun, at man skal være ferm til det med tal. Man skal også kunne mægle og være klar og overbevisende, når resultaterne skal overbringes. Det kan nok være, at lovgivningen omkring dødsbo og skatteregler til tider kan være svære at holde styr på, men arvingerne i forbindelse med et dødsbo, kan også være en udfordring.

” Det er jo ikke fordi, at jeg bestemmer noget, men jeg kan fortælle, hvad jeg synes er bedst for alle parter. Vi forsøger bedst muligt at mægle, da det er den bedste løsning, men kan parterne ikke enes, så bliver de sendt ud af huset”, forklarer Ellen Magrethe Pedersen.

Den 1. juli siger Djursland Landboforening farvel til Ellen Magrethe Pedersen, som glæder sig til at komme hjem og passe familien, og påtænker at børnebørnene skal en tur på sommerferie.