"Vi har gjort, hvad vi kunne"
Flere kritiserer kommunen for dårlig saltning og snerydning med glatte veje som resultat. “Vi har gjort alt, vi kunne,” lyder svaret
Det var spejlglat på mange veje i store dele af Horsens i onsdags. Bilister oplevede, at der nærmest ikke var noget vejgreb, og lastbiler havde problemer med at komme op ad bakker. Trafikken sneglede sig frem.
Lokalavisen Horsens skrev et opslag på vores Facebookside, hvor vi advarede om de glatte veje. Det affødte mange kritiske kommentarer fra folk, der stillede spørgsmålstegn ved, om Horsens Kommune havde gjort, hvad de skulle for at forhindre de glatte veje.
Vi har talt med Leif Jeppesen, der er formand ved kommunens service og beredskab. Han havde vintervagten onsdag og stod for at kalde folk ud til saltning og snerydning. Vi har præsenteret ham for kritikken og bedt om svar på de spørgsmål, folk har stillet.
Flere skriver på Lokalavisens Facebookside, at de hverken har set saltbiler eller sneplove. Har Horsens Kommune ikke ryddet sne og saltet?
”Vi har kørt på alle vores 17 lastbilruter. På 12 af lastbilruterne har vi kørt med to plove for at se, om vi kan holde vejen åben. Derudover har vi har haft omkring 50 køretøjer, der har saltet. Vi har også lejet ekstra sneplove og traktorer ind fra maskinstationer.”
Hvorfor var vejene alligevel så glatte?
”Vi har gjort vores bedste. Hver gang vi havde kørt med vores saltbil, var vejene hvide igen ti minutter efter. Der kom for meget sne til, at salten kunne blive ved med at virke. Når sneen kommer ned i den mængde og på den måde, kan det ikke lade sig gøre at holde vejene snefri, uanset hvor mange kræfter vi lægger i det. Så må man vente, til sneen lægger sig, før salten begynder at få den virkning, den skal have.”
”Hvis folk selv havde ryddet deres eget fortov, var det næsten sådan, at inden de nåede ind igen, var der hvidt i den ende, de startede. Det var det samme problem, vi havde. Vi har ikke et mirakelmiddel eller noget salt, der er mere effektivt end private har.”
En person skriver, at vedkommende kender flere saltere, der ikke var kaldt på arbejde. Hvordan kan det være?
“Der er cirka to mand til hvert køretøj. Onsdag kørte vi med alle de køretøjer, vi havde.”
Flere mener ikke, I har været forbi deres område for at rydde og salte. Kan det passe?
“Vi kørte over det hele. Men kort efter vi har været et sted, er sporene dækket af sne igen, og folk kan ikke se, vi har været der.”
Har I ikke ryddet cykelstierne?
“Selvfølgelig har vi prøvet at holde cykelstier åbne, for de er også vigtige. Nogle af de traktorer, som også kan køre på cykelstier, har vi selvfølgelig haft ude. Men vi har også brugt nogle af dem til at få vejene frie. Vi kunne ikke holde alting åbent og måtte vælge, hvad vi ville satse på. Cyklister hænger som regel ikke fast – en bil kan holde fast i sneen og holde i vejen.”
Hvad har I så gjort?
“Det, der er vigtigst for os, er at holde vejene åbne. Det har vi brugt vores kræfter på. Vi har prioriteret de færdselsårer og forbindelsesveje, vi har. Det skal være sådan, at folk kan komme ud og ind ad byen og hjem fra arbejde.”
Kunne I have gjort mere?
“Uanset hvor mange køretøjer vi havde sat på, ville vi ikke kunne holde vejene farbare. Hver enkelt køretøj skal have et par hundrede meter hver. Havde vi haft flere, kunne vi måske holde vejene ryddet, men så kunne man ikke komme frem på grund af køretøjerne, der skulle fjerne sne.”
”Når vi lægger salt ud, og der går 10 minutter, før det er helt hvidt igen, så synes jeg, det er helt umenneskeligt, at folk klager over, hvad de gør. Jeg synes, indsatsen var rigtigt god. De folk, jeg havde på arbejde, gjorde en hjertelig indsats og prøvede at gøre alt, hvad de kunne for at holde folk kørende.”
Kunne bilisterne selv have gjort noget anderledes?
“Folk skal tage hensyn. Hvis man har problemer med at komme frem og tilbage, så er det bedre at lade bilen stå. Jo flere, der sidder fast, jo større problemer får vi. Vi kan ikke salte, hvis folk holder i vejen for os.”