Sådan reddede hun hans liv
Da han faldt om med hjertestop, ilede Sarah til hjælp
Det skulle have været en helt almindelig dag på henholdsvis badminton- og håndboldbanen for 60-årige Steen Andersen og 35-årige Sarah Michelsen Christoffersen.
Men da aftenen var omme den 13. september sidste år, var livet forandret for begge. Steen havde prøvet at dø. Og Sarah havde prøvet at redde et liv.
Dét er hun netop blevet hædret for af Hjerteforeningen.
Faldt om
Efter cirka et kvarters double oplevede Steens medspillere, at han blev konfus, fjern og slutteligt faldt til jorden med hjertestop.
Mens der blev givet hjertemassage, løb én af medspillerne ind i den nærtliggende håndboldhal, da de vidste, at håndboldpigerne også var til træning.
Der fik han fat i en håndboldspiller, Sarah Michelsen Christoffersen. Hun holdt hovedet koldt og fulgte med ind i badmintonhallen.
“Hun fik på vej mellem de to haller en hjertestarter med, den påmonterede hun min fars bryst og begyndte den livgivende førstehjælp. Efter hvad jeg har forstået, så skulle der et par stød til, før de så en reaktion på ham. Ud over brugen af hjertestarter, så gav hun ham hjertemassage. Da min far er tidligere bypassmodtager kan det ikke være en helt let opgave. Senere hen har vi fået fortalt af sygeplejesker på Gentofte Hospital, at det var gjort til et 12-tal,” lyder det fra Steens datter i den indstilling, hun har sendt til Hjerteforeningen.
Mens Sarah havde travlt med at genoplive Steen, fik hans badmintonkammerater ringet til 1-1-2.
Steen kom til sig selv i ambulancen, men husker ikke meget fra forløbet og har sidenhen fået det genfortalt af sine holdkammerater og Sarah.
Siden episoden er Steen Andersen kommet helt ovenpå og er påbegyndt badminton og job igen.