Fortsæt til indhold

Lad dog Hizb ut-Tahrir gå ad helvede til - i stilhed

Samfund
Af Sigurd Agersnap, folketingskandidat (SF)

Der er ikke meget godt at sige om Hitzb ut-Tahrir. Der er dog heller ikke meget godt at sige om det lokalpolitiske cirkus, som er opstået, efter at Liberal Alliances Ungdom i Lyngby har inviteret det rablende rabiate foretagende til kommunen.
Lad os starte med Liberal Alliances Ungdom. For at invitere rabiate mennesker til ens arrangementer er nok ét af de ældste og mindst opfindsomme pressestunts i den politiske 'spinbog'. Desværre virker det. Medierne falder pladask i fælden og dækker arrangementet i helt uhørt grad. Men der er absolut ingen grund til at give taletid til en rabiat forening, som repræsenterer en usandsynlig lille medlemsskare af intolerante muslimer. Hvad er det, man vil opnå? En fælles forståelse af samfundsforholdene? Det synes en kende naivt, og at give foreningen taletid fremmer nærmere deres sag, end man overbeviser foreningens medlemmer, om at de tager fejl. At invitere Hizb ut-Tahrir til debat er en gennemgående dårlig ide.
En dårlig ide er det dog også at ville forbyde arrangementet. Der har været en sand kødrand af lokale kommunalpolitikere, som vil se på mulighederne for at blokere arrangementet. Det er demokratisk hykleri. Frihed gælder også for rabiate mennesker. Den gælder for de rabiate mennesker i såvel Danskernes Parti som i Hizb ut-Tahrir.
Læs de lokalpolitiske reaktioner på invitationen til Hizb ut-Tahrir her.
Vi bør ikke nægte folk uanset overbevisning at indgå i demokratiske debatter. Det er og bør ikke være politikernes opgave at censurere foreninger og holdninger. Det er en misforståelse, som intet godt gør for demokratiet. Man kan fordømme foreningen og arrangementet, men at forbyde det er at gå på kompromis vores demokratiske frihedsrettigheder. Jeg vil stå vagt om Liberal Alliances ret til at invitere Hitzb ut-Tahrir, lige såvel som jeg vil stå fast på min ret til at kalde det tåbeligt.
Læs redaktørens kommentar om Hizb ut-Tahrir og ytringsfrihed her.
Villy Søvndal sagde tilbage i 2011 om Hizb ut-Tahrir: Lad de mørkemænd gå ad helvede til. Min anbefalinger er: Lad dem gå ad helvede til - i stilhed. Vi behøver ikke invitere rabiate mennesker til alverdens debatter blot for at få opmærksomhed. Det gavner ingen – jo, måske de rabiate holdninger.