Gamle travere brummer på galopbanen
Deltagere af det internationale road trip-løb Carbage Run hjuler rundt i Klampenborg søndag og mandag
Hestene må vige for en bunke bulede biler, når Carbage Run gæster Klampenborg galopbane søndag eftermiddag og mandag morgen.
Carbage Run er et internationalt road trip-fænomen, som ikke gælder om at komme først, men om at tage på eventyr i gamle biler.
I år deltager 800 mennesker i den hollandske udgave af løbet, hvis rute tæller 2.500 kilometer på skandinaviske veje med start i Klampenborg og målstreg i Stockholm fem dage senere.
Deltagerne er fordelt på 300 hold og har sørget for at udsmykke deres aldrende køretøjer på alle mulige kreative måder.
Interesserede kan få et glimt af dem søndag aften fra kl. 16 til 19 og mandag morgen fra kl. 7 til 9.