98-årige Vera syr stadivæk sit eget tøj

Vera er lige fyldt 98 år. Og trods en fremskreden øjensygdom som gør, at hun ser ekstremt svagt, er det noget af en præstation, at hun stadig syr det meste af sit tøj, akkurat som hun altid har gjort. I mange år gik hun til syning i St. Rørbæk. I dag foregår det i Syhjørnet hos Karna.
“Jeg rier stoffet på, og så syr Karna det for mig. Jeg har lige klippet en ny bluse i dag,” fortæller Vera. Hendes veninde Jette, som oprindelig lærte Vera at kende, fordi de engang boede dør om dør på Heimdalsvej, rejser sig fra stolen i køkkenet. Kort efter kommer hun tilbage med den model, Vera taler om, hvor for- og bagstykket i mønstret stof er riet sirligt sammen med store sting.
Vera har syet i mange år, så selvom hun ikke længere ser så godt, skal det ikke være slut med at sy, endnu. Det mener Karna i hvertfald ikke:
“Jeg havde egentlig tænkt, at det nok var på tide at stoppe med at komme i Syhjørnet, nu hvor sæsonen er ved at være slut for i år.Men så sagde Karna: “Så længe jeg kan slæbe dig herop, så kommer du med.” Vera smiler:
“Det er dejligt, for det betyder, at jeg så kommer lidt hjemmefra.”
Vera har i mange år boet på Kochsvej i Frederikssund. Det meste i hjemmet klarer hun helt selv. Oprindeligt er hun fra Lemvig, men allerede som 15-årig forlod hun hjemegnen i det jyske for at slå sig ned på Østerbro.
“Jeg er født 15 km fra Vesterhavet. Der var dejligt deroppe, men det var begrænset, hvad man kunne lave, når man var 14 år og havde masser af gå på mod. Min søster boede allerede i København, så jeg flyttede efter, og kom i en bagerforretning.Jeg husker, at jeg tabte flødekagerne, da jeg skulle pakke dem ind,” Vera slår en varm latter op.
“Det var også i den periode, jeg mødte min første mand Aksel. Vi mødtes på Bakken. Det kostede 10 øre for en halv sal rundt.”
Det må uddybes, og Vera forklarer, at når man skulle danse, så man lagde 10 øre i en kasse, og for hver gang man var nået en halv omgang rundt, så skulle man betale igen.
“Der var trængsel på dansegulvet. Jeg har altid været glad for at danse tango og quick step, det giver sådan en god stemning. Men nu kan jeg ikke danse mere.”

En slem omvæltning at flytte til Frederikssund

Mødet med Aksel var i følge Vera ikke kærlighed ved første blik. Men han var en god mand og sammen fik de sønnen Flemming.
“Jeg elskede ham meget højt“.
Aksel døde, da Vera kun lige havde rundet de 60 år.
“Han var ti år ældre end mig.Det er derfor man skal holde sig til ungdommen, de gamle sætter træskoene og går.”
Kort efter mødte hun ægtemand nummer to. Og hvor Aksel og Vera mødtes til dans på Bakken, gik det anderledes stille for sig med ægtemand nummer to. I hvertfald til at begynde med.
“Hans og jeg mødtes i en vandreklub. Vi vandrede i København, nogle ture var på 20 km.”
Vera fortæller, at Hans og Aksel var vidt forskellige.Lige så stille den ene var, lige så forlystelsessyg var den anden.
Med Hans flyttede Vera til Frederikssund.
“Det var en slem omvæltning, når man har boet i byen. Men Hans var medlem af forskellige foreninger, så jeg kom hurtigt til at lære folk at kende. “
Selvom man umiddelbart ikke skulle tro det, så indrømmer Vera, at hun faktisk altid har været lidt genert.
“Jeg taler ikke med fremmede mennesker.Og jeg kunne ikke finde på, at dumpe tilfældigt forbi dem jeg kender, for tænk hvis jeg kommer til ulejlighed.”
Vera har til gengæld intet imod, at vennerne kommer uanmeldt på besøg hos hende.
“Jeg har altid sat pris på mit eget selskab.Jeg finder altid på noget. Lægger kabale eller hører schlagermusik. Det er synd, at alle de shows lørdag aften er holdt op. Det var godt. Nu ser jeg Hansi Hinterseer på RTL, også selvom jeg kun kan se silhouetterne på skærmen.”
Veras små, varme øjne smiler.
“Jeg kan heller ikke se træerne udenfor mit vindue længere.Men lægerne siger, at man med AMDkan blive ved med at skimte kantstenene.Så må jeg være tilfreds med det. Jeg har haft et fantastisk liv,” Vera holder en kort pause og siger:
“Men der har da også været uvenskaber undervejs.Det kan man ikke undgå.Der skal renses ud indimellem.”