Fortsæt til indhold

Skole advarer forældre om mæslinge-udbrud

Elever fra en skole i Odense er muligvis smittet af mæslinger

Samfund
Af Jane Thoning Callesen

Da forældre til børn i Agedrup Skoles SFO i går eftermiddags kom for at hente deres poder, blev de mødt af en seddel i døren - og den handlede for en gangs skyld hverken om lus, skoldkopper eller børneorm.
"OBS: Vi har tilfælde af mæslinger i SFO'en. Venlig hilsen personalet," står der på sedlen.
Lokalavisen Odense har været i kontakt med Agedrup Skole, der ikke ønsker at udtale sig til pressen i øjeblikket. Skolen fortæller dog, at de er ved at undersøge sagen, og at det endnu ikke er 100 % bekræftet, at det er mæslinger, der er tale om.
Sedlen har vakt bekymring blandt enkelte forældre, men som Vicki Torp, der er formand for Agedrup Skoles bestyrelse og mor til to piger, pointerer, så er mæslinger jo en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark.
"Umiddelbart tænker jeg derfor, at de fleste jo er vaccinerede imod det, så det er ikke noget, der vil være farligt for ret mange. Det er dog godt, at skolen informerer om det, og så må vi se, om det bliver bekræftet, at det virkelig er mæslinger," siger hun.
Mæslinger er en virus, der giver høj feber og små røde pletter på kroppen. Normalt er sygdommen ikke farlig, men i sjældne tilfælde kan den føre til hjerneskade eller dødsfald.

Rumænien hårdt ramt af udbrud

De seneste år har der med jævne mellemrum været advarsler om deciderede mæslingeepidemier flere steder i Europa.
Aktuelt er Rumænien, ifølge Dagbladet Politiken , ramt af et udbrud, hvor 17 foreløbig er døde, mens 3.400 personer menes at være smittede.
Statens Serum Institut oplyste i går, at en dansk kvinde i 20'erne nu er indlagt med mæslinger på Aarhus Universitetshospital.
Til trods for at sygdommen i de alvorligste tilfælde er livstruende, vælger et stigende antal danske forældre at undlade at lade deres børn vaccinere af frygt for udokumenterede vaccineskader.