Fortsæt til indhold

Jeanette vil tage MGP-Danmark med storm

30-årige Jeanette Bonde drømmer om at slå igennem som solist efter at have været korsanger for kendte musikere

Samfund
Danni Paulsen

Når Jeanette Bonde går på Melodi Grand Prix-scenen i Boxen i Herning den 25. februar som aftenens niende og næstsidste solist, så forventer hun at blæse publikum bagover med sin sang 'Hurricane'.
Hvordan sangen lyder og bliver fremført, må hun ikke afsløre, men det bliver godt, garanterer hun.
“Jeg må vist hellere bare sige, at jeres læsere skal glæde sig rigtig meget. Det hele kommer til at gå op i en større helhed på scenen,” griner den 30-årige koldingenser, som flyttede til Aarhus, da hun i 2008 blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium.

Sang med stjerner

Musikken har hun formået at gøre til sin levevej. Blandt meget andet er hun dirigent for et aarhusiansk gospelkor, og så har hun sunget kor for prominente navne som Simon Kvamm, Peter A.G. og Stine Bramsen. Sidstnævntes hold har hun været en fast del af i to år, men nu satser hun alt på at skabe sit eget navn.
“Nu vil jeg se, om vingerne kan bære som solist. Det tror jeg på, de kan, for jeg synes, mit håndværk er i orden, og jeg har hjertet med i det. Jeg drømmer om at gå hele vejen til MGP. I første omgang vil jeg gerne give Aarhus en følelse af stolthed - bagefter forhåbentlig hele Danmark,” siger Jeanette Bonde, som kalder det en pigedrøm at få lov til at være med i det store show.
“Jeg føler mig sindssygt privilegeret. Jeg har set det, siden jeg var lille og betaget af de flotte kjoler og festlighederne. I dag er meget optaget af det musikalske håndværk, men jeg elsker tøj, makeup og alt det der, så det glæder jeg mig helt vildt til. Det betyder dog enormt meget for mig at kunne præsentere en sang, som jeg har været med til at skrive, til så professionelt et show. Det bliver vanvittigt - på den fede måde.”

Sang var ikke tiltænkt MGP

Sangen skrev hun sammen med tre kollegaer på en sangskriver-camp på Aarhus Musikskole i 2015.
“Den er slet ikke skrevet med MGP i tankerne. Vi vidste faktisk ikke, hvad vi skulle med den, men i sommer kontaktede en udgiver os for at høre, om vi ikke skulle prøve at få den med. 'Jo, for søren. Selvfølgelig,' tænkte jeg med det samme,” siger hun og kalder 'Hurricane' for en elektronisk og organisk popsang med et fedt beat.
En sang, der handler om de udfordringer i livet, som vender op og ned på det hele.
“Budskabet er, at det er vigtigt, at man har sig selv med hele vejen i de situationer, og at man skal stole på, at sådan en storm nok skal lægge sig igen,” siger MGP-deltageren, hvis helt store fokus lige nu er på tøjvalg og sceneshow.
“Sangen sidder der, så det er især de andre ting, der fylder meget lige nu.”
På dagen vil hun ikke afvise, at det kan komme til at fylde meget i bevidstheden, at hun faktisk synger for op mod 1,5 milloner seere og tusindvis af publikummer i Boxen i Herning.
“Det er ikke fremmed for mig at være i centrum, men jeg har dog aldrig sunget for så mange mennesker. Det skal jeg måske ikke tænke for meget over,” griner hun
De ti MGP-sange bliver offentliggjort på diverse streamingtjenester den 20. februar.