Fortsæt til indhold

Dyrskuet er en passion for hele familien

Stutteri Birkegaard fra Mastrup er hvert år sikre deltagere med en eller flere fjordheste på Landsbrugsmessen Gl. Estrup

Samfund
Af Martin Schultz

”Landbrugsmessen er ikke bare et sted, hvor vi viser vores dyr frem. Dyrskuet er noget helt særligt for os. Det handler om fællesskab, kulturarv og den gode stemning, som vi sætter stor pris på.”

Sådan lyder det samstemmende fra Tina Dalsgaard og Karl Krogh, som driver Stutteri Birkegaard med opdræt af fjordheste på Hovedvejen 30 mellem Ørum og Mastrup. Og begge er de så klar til at tage af sted, og det er i år for første gang med datteren Maja på tre og et halvt år, som nu skal være med til dyrskue fra fredag aften til søndag aften og få del i den samme interesse og tradition som resten af familien.

”Vi brænder for det, og jo nærmere vi kommer messen, jo mere travlt og optaget bliver vi af det hele,” siger Tina Dalsgaard.

De har begge været med på Landbrugsmessen gennem alle 21 år og der er meget at komme efter, når man som de to er både opdrættere hjemme på gården og samtidig gør et stort frivilligt arbejde i miljøet omkring fjordhesten.
De har været meget engagerede både landsdækkende og lokalt i foreningen Fjordhesten Danmark. Tina Dalsgaard har siddet i hovedbestyrelsen, men i år har familien valgt at koncentrere sig om det nære, hvor Tina Dalsgaard er med landbrugsmessens Hesteudvalg.
Karl Krogh er medlem af bestyrelsen i lokalforeningen Fjordhestens Venner Kronjylland, som igen i år har en stand i fjordheste stalden på Landbrugsmessen.

En ny avlshoppe

På Stutteri Birkegaards marker går i alt 10 plage og voksne rideheste. Deriblandt to følhopper på 20 og 22 år, hvor den sidstnævnte går med sit føl nr. 16.

”Sidste år havde vi tre heste og et føl med på udstillingen, og to heste med i showet, men i år skal vi kun have Atene på fire år med. Hun er tilredet og jeg rider på hende hver dag. Vi skal til at starte med at ride til konkurrencer,” fortæller Tina Dalsgaard, som er rytteren og træneren i familien, mens Karl Krogh kører med vogn og også hjælper med at tilride de unge fjordheste.

Atene Birkegaard skal have føl i 2018 og er udset til at være del af en ny generation af avlshopper på Birkegaard.

”Det er meget spændende, hvilke føl Atene kommer til at give,” siger Tina Dalsgaard.

”En stor del af vores liv handler om heste, og hele sommerhalvåret er stort set fyldt med de forskellige skuer, som vi deltager i. Og Landbrugsmessen Gl. Estrup skal vi med til hvert år, og planlægningen begynder allerede til jul, hvor vi finder ud af, hvad vi vil vise af vores opdræt,” siger Karl Krogh.
Både Tina Dalsgaard og Karl Krogh har fuldtidsarbejde og har arbejdet med fjordhestene som en altopslugende hobby.

Åben Stald 18. juni

Tina Dalsgaard og Karl Krogh har begge altid arbejdet med fjordheste og de er glade og stolte på racens vegne, når der er fremgang.

Fjordhestene sætter deres præg på udstillingen af heste på Gl. Estrup. Ud af de 116 udstillede hopper og hingste er der 20 fjordheste.

”Fjordhesten var oprindelig en arbejdshest, men i dag er det en fritids- og sportshest. For os er det spændende at være en del af udviklingen. Fjordhesten er blevet 'moderniseret', for den er blevet større, den er blevet slankere og mere velgående, og så har den fået et mere tændt og vågent temperament, som gør den mere velegnet som ridehest,” fortæller Tina Dalsgaard.

Man kan møde Stutteri Birkegaard på Landbrugsmessen Gl. Estrup, men ellers holder stutteriet sammen med andre fjordheste-opdrættere Åben Stald søndag 18. juni, hvor man kan opleve stutteriet, klappe føllene, få en ridetur og få en god fjordhestesnak.