Tro og Tvivl

Jamen jeg er jo fuld af tvivl, ja nogle gange synes jeg måske endda jeg tvivler mere end jeg tror – kan der virkelig være plads til mig? Sådan er der vist mange, der føler.
Nu har det jo lige været påske, den store fest, hvor vi fejrer Jesu opstandelse fra de døde, og det er et svimlende budskab, mange synes, det er svært at tro på. Tvivlen rammer: Kan det virkelig være rigtigt? For mig har det fantastiske ved kristendommen altid været, at den tager mig og min tvivl alvorligt. Jeg er ikke dømt ude, fordi jeg rammes af tvivl en gang imellem!
På søndag skal vi høre beretningen om Thomas, en af disciplene, der ikke var sammen med de andre, da Jesus viste sig for dem første gang efter sin opstandelse. De andre, der vidste, hvor meget, Thomas sørgede over Jesu død, fortalte ham glædesstrålende om, at de havde set Jesus i live – men Thomas blev vred. Han tænkte det var en eller anden trøstehistorie, de prøvede at binde ham på ærmet for at lindre sorgen, så han skældte dem ud og sagde, at han ikke troede på det, hvis ikke, han fik lov til at stikke sine fingre i de sår, hvor naglerne havde siddet og lægge hånden ind i hans side, hvor et spyd var blevet stukket ind for at sikre, at han var død, inden han blev taget ned af korset. Jesus forkastede ham ikke på grund af hans tvivl - det hører vi om på søndag!
For Jesus kendte jo godt tvivlen fra sig selv! Noget af det stærkeste, han sagde, var råbet i den yderste nød og smerte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Selv Jesus kendte tvivlen. DET er en helt enorm styrke ved den kristne tro, og en trøst for os alle: Der er også plads til tvivlen. Der er plads til dig og mig. Kom og hør om det på søndag!