Fortsæt til indhold

Etniske danskere må forrest i boligkøen

Den tidligere DF’er i Lyngby Taarbæk Kommune, løsgængeren Curt Købsted, kom i modvind, da han i kommunalbestyrelsen gjorde sig til talsmand for, at etniske danskere i boligknibe skal have bedre rettigheder end flygtninge

Samfund
Lars Schmidt

Det faldt til jorden med et brag, da løsgænger i Lyngby Taarbæk Kommune, den tidligere DF'er Curt Købsted, slog på tromme for, at etniske danskere på boligjagt skal overhale flygtninge, som i den nye aftale med boligselskaberne kommer forrest i køen til i alt 50 almene boliger i kommunen.
“Kravet må være, at hvis der er værdigt trængende etniske danskere, som mangler bolig, er det dem, der kommer i forkøbet,” sagde Curt Købsted:
“Der er specielt én ting i denne aftale, der støder mig: Hvor mange af de danskere, der flytter ind i et alment boligselskab, hvor der mangler hårde hvidevarer, kan få økonomisk hjælp af kommunen til de?”
Det fik viceborgmester Simon Pihl Sørensen (S) op af stolen:
“Hør nu! Der er det fantastiske ved internationale konventioner, at man ikke må behandle mennesker uens på baggrund af hudfarve. Det betyder, at er der en dansker på kontanthjælp, der mangler et køleskab, er der også mulighed i serviceloven og i kontanthjælpsloven. Du kan være sikker på, at der gælder ens regler for folk i det her land. Endnu! Og heldigvis. Men kun, så længe Dansk Folkeparti ikke har mere indflydelse, end de har.”
Også Henrik Brade Johansen (R) tog ordet:
“Vi taler om mennesker, der har været igennem processen og har fået asyl. De har tilbragt halvandet til to år her i landet og er godkendte flygtninge. Det er ikke bare nogen, som kommer rendende ind over grænsen.”