Fortsæt til indhold

Indsamling til landets udsendte soldater fik god start

Samfund
Tekst og foto: Michael Braunstein

Det blev en god start mandag for den nye kampagne, 'Tanker fra Danmark', som har til formål at sende en lille gave og en hilsen til udsendte soldater.

Initiativtagerne - Allerød Kommune og Den Kongelige Livgarde - kunne konstatere, at der er god opbakning blandt dagligvarebutikkerne i kommunen, hvoraf langt de fleste er med i kampagnen.

Det hele går ud på, at handlende i denne uge har mulighed for at putte varer eller små gaver, som de køber i dagligvarebutikkerne, i en indkøbsvogn, der er særligt markeret med camouflagenet. Gaverne bliver indsamlet i løbet af ugen og sendes derefter til de soldater, der lige nu er udsendt i Irak. I pakkerne kommer der også hilsner fra Blovstrød Skole, som skriver breve og laver tegninger til soldaterne.

"Jeg er glad for, at vi som garnisonsby har et godt samarbejde med Livgarden - og her får mulighed for at anerkende det store arbejde, som vores udsendte soldater gør hver dag ude i verdens brændpunkter. Dette tiltag er bare et af flere i vores samarbejde," siger borgmester Jørgen Johansen.

Borgmesteren deltog sammen med chefen for Den Kongelige Livgarde i Høvelte, oberst Mads Rahbek, i en tur rundt til de lokale dagligvarebutikker mandag for at sætte kampagnen i gang.

"Jeg ved, at det betyder rigtig meget for vores soldater i felten, som er så langt fra vante omgivelser, at få en lille pause fra det hele og mærke, at der faktisk er nogle, som tænker på dem derhjemme," siger Mads Rahbek, der håber, at mange vil støtte kampagnen. Han oplyser, at en lignende kampagne har fundet sted i Varde - med succes.

Det er tanken, at kampagnen skal gentages i Allerød Kommune, næste gang der måtte blive udsendt soldater fra Høvelte Kaserne.