Fortsæt til indhold

Kommunen retter op på Erhvervsrådets økonomi

206.000 kroner skal fjerne Erhvervsrådets underskud

Samfund
Kian Johansen

206.000 kroner.
Det det efterslæb som Favrskov Erhvervsråd efterhånden har tilbage efter flere års hestekur, der har været nødvendig for at rette op på det mindre underskud.
De penge har Økonomiudvalget i Farskov nu givet som ekstraordinært tilskud til Favrskov Erhvervsråd.
Det er ment som et bidrag til at skabe balance i Erhvervsrådets økonomi og dermed skabe et godt grundlag for Erhvervsrådets fremadrettede service overfor lokale iværksættere og virksomheder.
I regnskabsårene 2012 og 2014 fik Favrskov Erhvervsråd et underskud på cirka 300.000 kroner.
Blandt andet på grund af flere EU-finansierede projekter og aktiviteter, der ikke gav Erhvervsrådet den forventede indtjening.
Erhvervsrådet og den nye erhvervschef har siden høvlet af den gæld, som i slutningen af 2016 var på 205.842 kroner.
I de seneste to regnskabsår har man haft et overskud på 50.000 kroner.
Gælden ville have betydet, at Favrskov Erhvervsråd i de kommende års budgetter ville være tvunget til at afsætte beløb til afdrag og renteudgifter. Gælden ville tidligst have være afviklet i 2021.
Økonomiudvalget har nikket ja, under forudsætning af, at Erhvervsrådet forpligter sig til at lave et målrettet tilbud til udvikling af virksomhedernes ledelseskompetencer.
”Det er med stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at Favrskov Erhvervsråd nu igen er gældsfri. Økonomiudvalget i Favrskov Kommune har påskønnet Erhvervsrådets arbejde med at reformere de faglige tilbud og få økonomien bragt under kontrol. Bestyrelsen i Favrskov Erhvervsråd og Favrskov Erhvervsråds erhvervschef Søren Asp Mikkelsen, takker Økonomiudvalget for den gestus og tillid, man har vist Erhvervsrådet”, siger Kent H. Jeppesen, formand Favrskov Erhvervsråd.