Nu er han nomineret som Årets Håndværker
Kort tid efter Ask Arensbach var færdigudlært tømrer, skete der det, som ikke måttet ske. En fatal skade sendte Asks drøm i graven
Et hændeligt uheld var tæt på at kortslutte Ask Arensbachs karriere som tømrer, inden den overhovedet for alvor var kommet i gang.
For blot få måneder efter, han var færdigudlært som tømrersvend, skete der det, som ikke måtte ske.
Ask fik revet sit håndled itu, og lægens dom var, at han var færdig som håndværker.
“Det var hårdt, og jeg var helt nede og vende. Lægen havde fortalt mig, at jeg skulle se mig om efter et nyt erhverv, så det var en bitter pille at sluge, for det eneste jeg nogensinde har drømt om, det er at blive tømrer og sidenhen tømrermester,” fortæller Ask Arensbach, der brugte knap et år i sygesengen, inden han trodsede lægens dom og steg ud af sengen igen.
“Jeg rejste mig op og tænkte, at nu skal jeg fandeme vise lægen og omverdenen, at jeg stadigvæk kan komme i mål med mine drømme. Så jeg begyndte først at læse til bygningskonstruktør, og inde i uddannelsen oprettede jeg Arensbach Aps,” siger iværksætteren fra Tilst, der har drevet tømrervirksomheden i snart et år nu.
Og det går allerede så godt, at tømrermesteren på et år er gået fra den ene succeshistorie til den næste.
“For et år siden var der bare mig i virksomheden. Nu har jeg otte dygtige håndværkere ansat på fuldtid og to på deltid. Det betyder, at jeg kan koncentrere mig om de administrative opgaver i stedet for de fysiske tømreropgaver, som belaster mit håndled,” fortæller den 25-årige iværksætter.
Årets håndværker
Siden opstarten har iværksætteren haft fokus på, at hans virksomhed skal have danske håndværkere og levere en god service.
“Det vigtigste for mig er, at jeg og mine ansatte giver den bedste service. Og så betyder det rigtig meget for hr. og fru Jensen, at mine håndværkere kan tale dansk,” siger Ask Arensbach, der allerede i virksomhedens første leveår har opnået at blive nomineret til 'Årets Håndværker 2016'.
“Det betyder enormt meget for en nystartet virksomhed at blive nomineret. For det er nemlig kunderne, der afgiver stemmerne via 'Anmeld Håndværker',” siger tømrermesteren, der i år sigter efter at tage titlen som 'Årets Håndværker 2017'.
“Det er alfa og omega for os, at vi, udover at lave et godt stykke håndværk, også kan give vores kunder en god pris og en høj service. Så i år vil vi gerne vinde,” siger en optimistisk Ask Arensbach, der indtil videre kun har høstet fem-stjernede anmeldelser fra kunderne på siden anmeld-haandvaerker.dk.