Fortsæt til indhold

Folkedragter i Nielstrup

Samfund
Arkiv

NIELSTRUP: Til sommertiden hører også en udstiling på Nielstrup Museum, og sådan er det også i år, hvor emnet er folkedragternes sidste tid. Museer, der omfatter den folkelige kultur, er ikke gamle i Danmark. De ældste kom sidst i 1800-tallet, og først i 1900 begyndte man at bygge flere museer i landet. Enkelte steder sad der folk med særlig interesse for folks påklædning og skrev om den variation, der kunne være fra egn til egn.
I dag kan man så sammenligne med det bevarede tøj, og noget er fint bevaret, andet er skadet af dårlig opbevaring. Med opgangstiden sidst i 1800-tallet kom der også en forandring i folks tøj, de gamle bondedragter blev præget af købstadsmoden. For kvindernes vedkommende blev den hele kjole hurtigt kendt alle vegne. Efter år 1900 var der ikke flere todelte dragter med skørt og bul. Hovedtøjet, var det, der længst holdt ud. På Randersegnen kunne man så sent som omkring 1900 se enkelte ældre koner med korsklæde og skægtøj. Men de måtte også give op. Den lille enkelte sorte eller hvide tylshue kaldet kapothatten, var meget lettere at sætte op, og den passede fint til den nye højhalsede kjoler efter 1900. Sommerudstillingen på Nielstrup Museum kan ses hver dag hele juli kl. 13-17, dog undtaget mandag, hvor museet er lukket.