Stor tilslutning til Kunst i Favrskov
SØFTEN: Allerede nu har ca. 60 kunstnere meddelt deres ankomst til Søften Kultur og Idrætscenter for at udstille deres værker ved udstillingen Kunst i Favrskov den første weekend i september - 2. til 3. september.
Alle tænkelige kunstarter er repræsenteret, og kunstnerne kommer fra det meste af landet. Et vist internationalt snit bliver der også, da en svensk kunstnergruppe "Penseldragarna i Onsala" også har meldt deres ankomst.
En nyhed er også, at den dygtige portrætmaler Tove Andreasen kommer for at vise sin kunst. Hun har en særlig evne til at male vellignende portrætter. Det fremgår tydeligt af hendes hjemmeside http://vrouebo.dk.
Der er en tendens til, at kunstnerne vælger større stande for bedre at kunne præsentere deres værker i et samspil med publikum. Så formentlig bliver begge haller fyldt til sidste plads.