Fortsæt til indhold

Royal vægtersang i Ebeltoft

Kongelig operasanger Ove Mynderup har debuteret som vægter-sanger i Ebeltoft.

Samfund
Arkiv

EBELTOFT: Lørdag 24. juni havde den kongelige operasanger Ove Mynderup debut som vægter i Ebeltoft. Det skete som sædvanlig foran byens gamle rådhus i selskab med kirkesanger Lars Hastrup.
Torsdag 29. juni vil de to gentage vægtersangen kl. 20, 21 og 22 på trappen op til rådhuset, men denne aften efterfulgt af vægtersang ved Ebeltoft Kirke umiddelbart efter kl. 21. Der er tradition for, at mange af tilhørerne fra Rådhustorvet følger efter vægterne hen til kirken.
I sin aktive karriere har Ove Mynderup sunget partiet med vægteren fra Carl Nielsens opera "Maskerade". Han er således ikke helt ukendt med det at skulle være vægter, denne gang dog med udsigt fra rådhustrappen over mod Adelgade.
I ca. 20 år har operasangeren, som til daglig bor ved Dronningmølle i Nordsjælland, bl.a. sunget ved kulturnatten i Helsingørs gader og stræder, hvorfor spadsereturene rundt i Ebeltofts smalle gader vil vække gamle minder.
Det hører med til historien, at Ove Mynderup har været ca. 40 år ved Den kongelige Opera, men nu har ladet sig pensionere. Han er dog fortsat er medlem af bl.a. Det Kongelige Operakor samt i Danmarks Radios Koncertkor.
I august sidste år købte ægteparret Mynderup et sommerhus ved Øer, hvilket har bevirket, at Ove Mynderup siden har udvidet antallet af engagementer på denne side af Kattegat. Det er bl.a. sket med optræden i byens Odd Fellow loge i det forgangne forår. Til oktober vil han være gæst i OK-klubben i Ebeltoft.