Mere end 200 elever til bold på ”stranden”
Elever fra skolerne i Gjerrild, Ørum og Glesborg samlet til håndbold og fodbold på ”stranden i Glesborg”
Tirsdag var der fuldt program på Glesborg Beach Arena, da mere end 200 elever fra skolerne Gjerrild, Ørum og Glesborg var mødt frem for at spille en beach håndbold- og fodboldturnering.
”Stævnet blev etableret i et samarbejde mellem Jan Mathisen fra AC Norddjurs og vores altid store flok af frivillige fra Nørre Djurs HK,” fortæller Henrik Elkjær fra Nørre Djurs HK
”Vi havde en turnering med beach fodbold på tre baner, og med beach håndbold på tre baner hele dagen. Midt på dagen var vi så heldige lige at have besøg af Glesborg børnehave, hvor SuperBrugsen i Glesborg kom op med lidt frugt til børnene, og der blev tanket en Slush Ice, som de kunne nyde i sommervarmen på ”stranden i Glesborg”.
Få flere børn ind i foreningslivet
”Vi havde en god dag, og har fået rigtig meget positivt feedback på dagen, og vi er ved at udvikle konceptet så det måske kan blive en årlig tilbagevendende begivenhed. Næste år er det ambitionen at 6. klasse fra Glesborg Skole skal være med til at planlægge kamp programmer med mere, og det glæder vi os meget til,” siger Henrik Elkjær.
”Der skal ikke være tvivl om, at den energi vi som forening har lagt i håndbolden i år er for at se om vi kan få flere børn og unge ind i foreningslivet, har haft en positiv effekt. Vi deltog også i et større forskningsprojekt med Søren Østergaard fra Center for ungdomsforskning i efteråret 2016 omkring foreningssamarbejde med skole, og trivsel hos eleverne. Vi kan se. at det har haft positive resultater, så det er et setup, som vi meget gerne vil arbejde videre med,” siger Henrik Elkjær.