Fortsæt til indhold

Hæder til en ægte gentleman

Jørn Tolshave, gymnastikleder for holdet Gentleman Idræts Club, modtog årets første tulipanbuket for sin indsats

Samfund
Signe Steffensen

Det er mandag aften på Kongevejens Skole i Virum. Børnene er for længst gået hjem, og skolens gymnastiksal er indtaget af en flok modne herre, der drysser lidt rundt i salen og sparker til en bold. Klokken 20 overgår kommandoen til gymnastiklederen, Jørn Tolshave, som på lidt militær facon kommanderer:
”Alle ret, - højre om, - fremad march”. Med formanden i spidsen istemmes ”I alle de riger og lande”, som afsynges mens de går rundt i salen. Denne aften er noget særligt, så de har også taget fanen med.
Holdet hedder Gentleman Idræts Club (GIC) og består i dag af 25 mandlige gymnaster, der mødes hver mandag i vinterhalvåret på Kongevejens Skole til gymnastik og volleyball. Gennemsnitsalderen er cirka 76 år. Den ældste gymnast er 86 år og "still going strong".
Manden med den myndige stemme, der sørger for, at klubbens medlemmer fortsat holder formen, er Jørn Tolshave. Siden 1970 (altså i 47 år) har han været gymnastikleder for holdet og igennem rigtig mange år kørt fra Hornbæk til Lyngby for at undervise.
"Da jeg flyttede til Hornbæk, efter at jeg havde boet her, så sagde jeg, at nu nyttede det altså ikke rigtigt mere, men så sagde holdet, at hvis de kunne pendle fra sommerhuset og ind til byen hele sommeren, så kunne jeg også gøre det en gang om ugen," siger Jørn Tolshave, der bliver 74 år i marts.
Så i over 40 år har han ugentligt taget turen fra Nordsjælland til Virum for at undervise, og det lader ikke til, at han har planer om at stoppe.

Startede som modstandsgruppe

Gentleman Idræts Club, (GIC) er et lukket hold under aftenskolen.
Holdets formand Niels-Erik Pedersen fortæller, at klubben oprindeligt blev startet i 1944 som en modstandsgruppe i Virum. Klubben var et dække for at kunne mødes i en forsamling. Dengang mødtes man i Virum Skoles gymnastiksal. Foreningsnavnet var en blanding af engelsk og dansk. Nok som en slags protest mod besættelsen.
Som et tydeligt nationalt symbol, fik GIC også sin egen fane, som stadig anvendes ved særlige lejligheder.
En typisk gymnastikaften starter ofte med, at nogle af medlemmerne sparker lidt fodbold over et volleyball-net. Det har kostet nogle ruder. Kl. 20 lines op, formanden byder velkommer og runder emner som fødselsdage og væskekompensation, inden han synger for på ”I alle de riger og lande”, som afsynges, mens man går højre om rundt i salen.
"Eneste undtagelse for rutinen er sidste gang før jul, hvor vi går venstre om, og synger ”Højt for træets grønne top,” indskyder Niels-Erik Pedersen.
Det var i øvrigt ham, der havde indstillet holdets trofaste holdleder til 'Ugens Tulipanbuket, hvilket selvfølgelg affødte taktfaste klapsalver fra holdet, som muligvis også kunne se frem til efterfølgende væskekompensation i omklædningsrummet.

Fanen findes frem ved særlige lejligheder. Træningen indledes altid med sang ”I alle de riger og lande”, som afsynges, mens fanen bæres rundt i salen. Herefter er der let opvarmning.
Imidten Jørn Tolshave med tulipanbuketten. Til højre for ham formand Niels-Erik Pedersen, der havde indstillet holdets trofaste træner på vegne af medlemmerne.