Fornem hyldest fra EU til iværksættermiljø
EU-Parlamentet anerkender Grenaa som Danmarks spilhovedstad
Spilmiljøet i Grenaa, som der står Viden Djurs bag, er igen blevet hædret en europæisk pris.
Det nordiske partnerskab Game Hub Scandinavia modtog onsdag ved Startup Europe Awards prisen “Best Public Administration for Startups Award”.
Projektet har med Viden Djurs i spidsen for en række danske og nordiske partnere og med støtte fra Region Midtjylland allerede skabt 40 bæredygtige spil-virksomheder og har mange flere i støbeskeen, inden projektperioden udløber i foråret 2018.
“Uden at blinke tør jeg godt at sige, at vi når at skabe 100 virksomheder i projektet. Vi har den tilgang i partnerskabet, at mens mange snakker om, hvordan vi får skabt modeller for flere iværksættere, så gør vi det bare. Og prisen er jo en anerkendelse af, at vores indsats virker,” siger Tove Ingerslev, afdelingsleder i Viden Djurs.
Internationalt projekt
Game Hub Scandinavia er udviklet med midler fra både EU, Vækstforum og Regionsrådets Uddannelsespulje i Region Midtjylland, og projektet samler partnere fra både iværksætter- og uddannelsesmiljøet.
Dertil kommer tæt samspil med kommuner og uddannelsesinstitutioner i både Danmark, Sverige og Norge samt ikke mindst med EU-systemet.
Spilbranchen oplever lige nu imponerende vækstrater, og der er intet, der tyder på, at denne tendens vil ændre sig.
Spilvirksomhederne i Game Hub Scandinavia bliver etableret og udklækket i inkubations- og vækstmiljøer i Grenaa, Viborg, Göteborg og Skövde med udgangspunkt i erfaringerne fra 10 års indsats i Gothia Science Park i Sverige.